Et fotoshoot, en rørstrømsk mor og et fascineret barn

På tur med verdens bedste barn!

I går tog Albert og jeg toget fra Herning til København, fordi Albert har sagt ja tak til at være med i Vores Børns Børnepanel i 2014. Så i går stod den på fotoshoot i et studio i Valby. Tre en halv times togtur og så videre med S-toget til Ny Ellebjerg Station og så landede vi endelig hos fotografen. Og det barn som ellers altid skal have sin mor til at hjælpe med det ene og det andet, tog selv sit tøj af og iførte sig først skjorte og jeans og bagefter t-shirt og andre jeans. Stolt mor der.

barnet er til fotoshoot

Og det var da lige før, jeg kneb en tåre, da jeg så, hvordan han gav den gas som en anden linselus foran kameraet. Jeg glæder mig sindsygt til at se billederne, som vi håber, håber, håber når at ankomme før jul, så vi kan glæde nogle udvalgte personer med et finurligt portræt af den bedste 5-årige, der findes.

Efter fotoshoot’et tog vi S-toget til Dybbølsbro Station, hvorfra vi gik til hotellet Wake Up Copenhagen. Jeg er faktisk ganske glad for det hotel – det ligger fint, er rent og pænt og så er det til en rigtig god pris. Så en stor anbefaling her fra. Desværre viste det sig, at vi fik værelse ved siden af et ganske højlydt par, som ikke så fjernsyn på deres værelse … Mig der ellers ikke er sådan at forarge, sad lettere forfjamsket på værelset og havde lyst til både at banke på døre og vægge for at få det højlydte elskovspar til at dæmpe sig. Men det gjorde jeg jo så ikke … Jeg skruede op for tv’et og satsede på, at Albert ikke lod sig mærke med det.

Over for Tivoli Hotel er et større arbejde i gang med at forbedre fjernvarmeanlægget – tror jeg – og ved siden af dette, er man i gang med at nedrive et gammelt hus – måske en stationsbygning? Uanset hvilket formål huset har tjent, så gik Albert vældig op i, at det var synd for huset, at det bare skulle rives ned. Dybt fascineret stod han og iagttog “Demolition Man”-maskinen gå amok og vælte vægge så murstøv stod som kæmpe skyer om os. Jeg beundrer virkelig hans evne til at lade sig fascinere af ting, som for mig og mange andre virke som ganske små og ikke væsentlige.

Togturen hjem i dag var stille og rolig. Vi var begge møre efter en lang dag i går. Og som vi sad der side om side og holdt lidt i hånd – aede lidt på kinderne og snakkede om tunneller og toge, blev jeg igen ramt af den der overvældende ømhed og kærlighed, som kun en mor kender. Totalt rørstrømsk måtte jeg da lige samle mig sammen for ikke at sidde og flæbe i toget. Mine følelser er virkelig uden på tøjet i øjeblikket. Af flere årsager som jeg ikke skal komme ind på her. Intet alvorligt – bare …  Livets gang i Lidenlund. På godt og ondt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *