Er slyngevuggen et mirakel?

En slyngevugge til en søvn-slyngel

Kender du det – du har lagt din baby til at sove og når lige selv at sætte dig i sofaen med en kop kaffe, før baby igen giver lyd. Sådan går det meste af din dag med at prøve at få baby til at sove – for babys skyld og for din, så du kan få hvilet bare lidt.

Kender du det, at dine arme føles lange og trætte, fordi du har båret din baby i søvn flere gange dagligt – som en abeunge har babyen hægtet sig fast på dig – ?

Kender du det, at du er villig til at betale for at få mere end 30 minutters ro i løbet af dagen? At du drømmer om at lægge tøj sammen og vaske op, fordi du så er alene?
Jeg kender det i hvert fald i stor stil.

Baby G fylder 3 måneder i dag. Og jeg har brugt så meget tid på HVER dag at få ham til at sove – at knække koden til søvnen, så han kan finde ud af, hvor rart det er, når man får nok søvn. Jeg har købt en bæresele; og det virker fint. Her falder han gerne i søvn. Men i længden er den for bøvlet for mig, fordi jeg ikke selv kan hvile, når han er på maven af mig – og der er mange ting, jeg ikke kan med ham på maven. Efter flere anbefalinger har vi derfor investeret i en slyngevugge fra Sneglehusets webshop. Med indbygget søvngaranti, forstås. Altså ca. 1.500 kroner kan jo virke som en lille investering, hvis man kan se frem til søvn og ro. Virker den ikke, er skaden jo ikke stor, tænkte vi og bestilte vuggen forleden dag.

For to dage siden ankom den – blev monteret i loftet og …. jeg havde store forventninger til slyngevuggen. Det indrømmer jeg. Hvad skete der? Tja … Baby G skreg som besat, da jeg lagde ham i den. Okay … Ikke en god start. Heller ikke her vil han lægges for så selv at falde i søvn. Men når først han sover, kan jeg fint lægge ham over i slyngevuggen.

Slyngevugge

Han har sovet lure af alt for kort varighed i den – som jeg skriver her, har jeg haft ro i 15 minutter, før jeg måtte have ham op og gå rundt med ham igen – og han har sovet en lur på to timer forleden aften. Her skal nævnes, at jeg løftede ham direkte over i liften, hvor han sover videre til klokken 5 næste dags morgen. Altså i alt 8 timers søvn. Havde jeg da bare selv sovet de timer …
Endnu er jeg ikke overbevist om slyngevuggens mirakuløse evner. Men jeg er fortrøstningsfuld. Dog ikke mere end at hvis de lange lure ikke har indfundet sig inden for den næste uge, så får Sneglehuset vuggen retur. Men … lad os håbe, det ikke går sådan 🙂

Og så er der nok også bare tilbage at affinde sig med, at Baby G kræver nærvær og kropsvarme, når han skal falde i søvn. Jeg forsøger at finde ro omkring det. Forsøger …

PS: Med fare for at jinxe det: I nat sov Baby G seks timer uden afbrydelser fra 23-05. Altså to nætter i streg hvor vi har fået søvn. Jeg aner nye tider …

PPS: Jeg ved, der er mange DIY-løsninger på lignende slyngevugger, hvis du har mod på selv at gå i gang. Google er din ven i den henseende. Men har du det som jeg, har du svært ved at få den lavet selv, fordi dit barn ikke sover … 😉

2 tanker om "Er slyngevuggen et mirakel?"

  1. Det siges at et barn, der sover fem timer i streg om natten, sover igennem. Hans sover fra kl. 19 til ca. 01, hvor han som regel tanker op, skider og falder i søvn efter en lille time og sover til 06-07 næste morgen. Resten af dagen p.t. sover han fire lure af 30-40 minutters varighed. Han vågner der hvor søvnen ændrer sig og jeg har megasvært ved at få ham til at sove igen, muligvis fordi jeg ikke har overskuddet til at være i zen, men bliver lidt småirriteret, hvilket han hurtigt mærker. Og det er lige meget om han sover i bil, klapvogn, slyngevugge, egen seng, mors og fars seng, i armene på mor, etc.
    Jeg håber, at du bliver afløst i weekenderne og får lov til at sove længe 🙂

    • Åh Frederikke jeg føler med dig. Det er pisse hårdt med de korte lure. Men dejligt han sover godt aften og nat. I dg har Baby G taget fusen på mig og sovet to gode lure – en på 3,5 time og en på fem kvarter. Kl. 21.30 faldt han i søvn igen og hvem ved – måske sover han en god sjat, før han melder sig. Din søns søvnmønster minder jo meget om det, vi har oplevet. Nogle dage har vi haft held med at vugge ham i søvn igen – svøbt i sin dyne. I det hele taget er vi nødt til at svøbe ham i dynen, for ellers kan han ikke få ro. Jeg er i øvrigt tidligt oppe alle ugens syv dage – men jeg har mulighed for en middagslur nogle dage. Heldigvis 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *