Er det sådan, det er at dø?

De seneste døgn har jeg skrevet utallige blogindlæg – i min fantasi. For når alt kommer til alt, har jeg ikke kunnet finde ud af at sætte mig ned og sammenfatte, hvad det er, der er sket den seneste uge i mit liv.

Men det der skulle være en rutine operation i skjoldbruskkirtlen blev i fredags alt andet end rutine. For jeg blev fredag morgen akut indlagt på Regionshospitalet i Herning med kramper i kroppen. Som en følge af operationen tirsdag 25. juni var mit kalcium-niveau faretruende lav. Alt for lav. Noget der åbenbart er så farligt, at det kan udmunde i hjertestop. Men det anede jeg ikke. Jeg vidste kun, at jeg skulle være opmærksom på sovende hænder og fødder. Egentligt forstår jeg stadig ikke, at kalcium – kalk – betyder så meget for kroppens funktioner. Men jeg kommer aldrig til at glemme det igen …

Min ene arm var forkrampet, da jeg nåede akutmodtagelsen. Og inden for – tror jeg – kort tid, var jeg i kramper i hele overkroppen. Jeg skreg. Tror jeg. Panikken bredte sig i mig. Alt imens jeg lå på en seng og ikke kunne bevæge mine arme, kunne jeg mærke min hals snøre sig sammen, min stemme forandrede sig og var nærmest væk. Kramperne ramte mine kinder og mine øjne. Hvis jeg bare kan se lys, så er jeg ikke død. Jeg husker, jeg tænkte, at jeg skulle blive ved med at kæmpe for at se lysstofrøret i loftet, for kunne jeg se det, så var jeg ikke død. Jeg har aldrig været i nærheden af at tro for alvor, at nu ville mit liv stoppe. Men fredag morgen var jeg overbevist om, at jeg ville dø midt i et krampeanfald – som overtog styringen af min krop, mens jeg hørte en akutlæge råbe “så er det nu” … Er det mon sådan, jeg skal dø? Tankerne faldt hen over hinanden. Men den der – heldigvis – fik styringen var tanken om at fastholde mit blik på lyset i loftet. Tæt på umuligt, da kramperne for alvor fik fat i mine øjenlåg, som sitrede som jeg aldrig håber, jeg skal opleve før. Min hud føltes som en sodavand, der bruser op af massiv kulsyre alt imens mine lemmer krampede. Jeg har fået et ar i sjælen. Eller vel rettere et sår som er ved at hele og forhåbentligt hen ad vejen bliver et flot ar, som kan minde mig om, hvor skrøbeligt livet er – og hvor vigtigt det er at holde fast i alt det gode, der er i hverdagen – i livet.

Jeg er taknemmelig for, at jeg fik kompetent behandling på sygehuset. Efter fire døgns indlæggelse er jeg nu hjemme – stadig indlagt. Men jeg kan nøjes med at møde ind til lægesamtaler og blodprøver. Medicinskabet her hjemme er godt proppet med kalcium, d-vitamin og magnesium. Min kalkbalance er forbedret kraftigt. Men endnu er tallene ikke på det rette niveau, så jeg lister rundt og tager dagene stille og roligt. Mærker taknemmeligheden over at have livet – sætter pris på dét, jeg har – og forsøger at slippe den angst, som bed sig fast fredag morgen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *