Med en underviser i maven

Jeg er det seneste år igen og igen blevet bekræftet i, hvor F-E-D-T jeg synes, det er at undervise. At se andre få en aha-oplevelse, når lyset med ét går op for dem – at opleve, hvordan de vokser, når de lærer og forbedrer sig fra deres udgangspunkt. Det er en helt fantastisk motivation for mig som formidler og underviser.

Gennem et par semestre har jeg været ekstern underviser – timelærer – på en uddannelsesinstitution, hvor jeg har undervist i blandt andet PR, engelsk og web-tekst. Og jeg har mødt top-motiverede studerede, som går det ekstra stykke for at lære mere. Men, for der er et men … jeg har desværre også mødt en hel del unge mennesker, som på en eller anden vis har fået bildt sig ind, at det at tage en uddannelse er som at være deltager i et socialpædagogisk tilbud, hvor der ingen reelle krav stilles til dem. Studerende som ikke har fattet, at de er heldige, at de har muligheden for at blive klogere – få en uddannelse – mens de modtager SU. Min motivation som underviser lider, når jeg møder den ligegyldighed som nogle af disse studerende møder op med. Heldigvis har jeg fundet ud af, at det jo intet har at gøre med mig men alene handler om en generation, som i vid udstrækning er blevet båret på hænder og fødder, uden nogen har stillet krav til dem og bedt dem selv tage ansvar.

Men for dælen da – jeg bliver bare så glad, når jeg som i de seneste uger har en flok unge kvinder på holdet, som alle hungrer efter at lære. Og når de den sidste gang takker mig for alt det, jeg har gjort for dem – alt det, jeg har givet dem og lært dem, så bliver jeg sgu rørt og taknemmelig. Tænk sig at jeg er så heldig, at jeg har muligheden for at præge dem i deres faglige udvikling. Det gør den underviser, jeg har inden i mig glad. Og styrker min tro på, at jeg gør det godt nok, når jeg bare er mig og ikke forsøger at passe ind i en bestemt underviser-kasse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *