En rigtig glædelig jul!

Må I alle få en skøn, skøn jul. Her i huset er festen i fuld gang. Der tales om nisser, engle, snemænd og pakker. Rensdyr forveksles med heste og nissemænd bliver til tissemænd. Uha vi har det sjovt – og med en ny-indkøbt pruttepude er der virkelig grobund for latrinært sprog og lav-komik. Albert elsker det. Vi elsker det sgu også.

GLÆDELIG JUL & ET SMUKT NYTÅR TIL JER!

PS: Der er virkelig lav aktivitet her på bloggen. Mit krudt bruges på familien, vennerne og mit nye “barn” – mit firma. Jeg har travlt! Men det er fedt. Super, super fedt.

Vil selv

Så blev det december – og hvilken dejlig julemåned, når man har et to-årigt barn, der begynder at forstå, at julemanden kommer med pakker, og nisser er små, sjove væsener.
I morges glædede jeg mig næsten mere end Albert over, at der i løbet af natten var hængt en pakkekalender op – 24 pakker i flot papir på faderens gamle, håndbroderede kalender. Det er farmor, der er julemand her i huset. Og sikke en fest. Albert råbte på mere, og jeg havde en udfordring i at forklare ham, at det kun er en pakke om dagen.

Ellers går dagene i huj hej og hast. Albert udvikler sit sprog nærmest fra dag til dag. Og lige så med temperamentet. “Vil selv” er blevet et standardudtryk, som bruges hver eneste gang der skal tøj på, smøres en mad eller tages ud af bordet. Han får lov at gøre rigtig meget selv, og jeg synes, at han er dygtig til at få sko og bukser på. Det er en fornøjelse, når han tømmer opvaskemaskinen sammen med os, og i stor iver bærer tallerkener ud fra middagsbordet. Men “Vil selv” skaber også frustrationer, når der er noget, han ikke kan og ikke skal. Så opstår der hurtigt en konflikt. På bedste vis forsøger vi/jeg at løse det. Ikke altid det lykkes lige godt.

Fart på sproget og en travl hverdag

Hvor er mor henne?
Hvor er bussen henne?
Hvor er traktor henne?
Hvor er’n henne?
Hvor er … henne?
Sprogligt sker der bare en hel masse med Albert lige i øjeblikket. Det er så sjovt. Bogstavet S kan han ikke sige, så støvsugeren bliver til døv-dugeren og bussen bliver bu’en – han siger dop (STOP) til hunden og udbryder gladeligt TRAPPER, når han ser trappen i huset.
Det er helt vildt, så meget der er sket på kort tid. Jeg er imponeret over udviklingen. Ikke fordi jeg tror, at han er specielt langt fremme eller noget. Det er bare imponerende så meget, der sker med så lille et menneske.



Albert er en krudtugle, der vil frem i verden
– hen over stakittet og op og ned af alt.
Men han er også en kærlig dreng,
der elsker at sidde stille og holde om.

 Vægten – altså ikke min men Alberts – er lige i underkanten af 13 kilo og tøjet i størrelse 86 begynder at stumpe vældigt, så størrelse 92 er på vej i skuffer og skabe. Av min pengepung … Jeg er dog sat på rationering, og har måttet lade de gode støvler stå i den fine butik og i stedet er der indkøbt et par fornuftige støvler i Bilka. Jeg hader, hader, hader at købe sko der. Men freelanceøkonomien tillod ikke andet lige der. Til gengæld har jeg fået fat i et par fine skindsko, som fint kan gøre det ud for vinterens pæne sko. Gyngerne og karussellerne.

Der tænkes fortsat i baby-planer. De er dog sat i bero til årsskiftet. Jeg har et par undersøgelser mere på sygehuset, som skal gennemføres, før jeg må blive gravid – nogle scanninger skal overståes, og det grønne lys skal blinke tydeligt foran mig, før vi sætter i gang. Men både jeg og min mand tænker meget over det.
Og med hensyn til min boot camp og ønsket om et vægttab på 25 kilo, så står det stille. Jeg har rundet de 20 smidte kilo, men i lang tid er der intet sket.
Jeg skal lige samle mod til at tage en omgang mod kiloene igen. For målet skal nås. Det skal det. Faneme!

Det kan nok være, at de ekstra kilo ikke er helt væk. Men jeg har til gengæld fået godt gang i min virksomhed. Og næste sæson skal der ikke købes sko i Bilka af nød. Faktisk går det lige nu over al forventning. Jeg har fået nogle gode kunder, og forude venter spændende og udfordrende opgaver. Det er virkelig dejligt. Jeg trives meget fint med at være min egen chef. Det er noget nær den bedste boss, jeg har haft – sjovt nok. Til gengæld er det nogle kedelige frokostpauser – og julefrokosten bliver nok også lidt tam, så jeg er i overvejelse om, jeg skal skabe en julefrokost for andre enmands-virksomheder. Nu får vi at se. Tanken er der i hvert fald.

Lastbiler, ferie og stadig syg

Om jeg fatter, at min søn bliver to år om sølle tre måneder. Hvor blev tiden lige af?
Forleden så jeg et foto af min nyfødte søn i armene på bedsteforældrene, som kiggede forbi blot 10 timer efter fødslen. Den lille nuller lå der med lukkede øjne og forsøgte at vænne sig til verden.
I dag møder han hele verden med store øjne, og et tilbagevendende spørgsmål: Hvad er det?
Den seneste tid er fascinationen møntet på lastbiler og traktorer. Begejstringen vil ingen ende tage, når vi kommer omkring de store skrumler – som hverken moderen eller faderen har noget som helst positivt ladet forhold til.
Sommerens bilferie til Italien fik end ikke stillet sulten efter store lastbiler. Men sjovt at se entusiasmen.

Mit helbred kan jeg fortsat skrive om. Jernindholdet i mit blod er stort set ikke eksisterende. Lægerne er enige om, at jeg må have en blødning. De kan blot ikke lokalisere den. Forude venter en undersøgelse af min mave – jeg har fået lavet en tilsvarende af mine tarme, for at sikre, at der ikke sad en svulst. Behøver jeg sige,at jeg har været nervøs, og har set i øjnene at jeg ikke er udødelig. Det har været meget ubehageligt. Virkeligt.
Det er fortsat ikke sjovt, at ingen ved, hvad der er galt. Men jeg forsøger at trøste mig med, at der arbejdes på sagen alt i mens min mand hepper på mig og klarer mange af de ting, jeg ikke magter i øjeblikket.
Oven i det har jeg – som jeg vist har skrevet – fået konstateret en form for leddegigt. Fredag skal jeg til en reumatolog i Odense, som forhåbentligt kan finde ud af, hvad der kan gøres for at dæmpe smerterne. Umiddelbart er der en mening om, at det er såkaldt Bechterews Sygdom, jeg har. Det vil sige, at gigten sidder i min rygsøjle.

En tur rundt i det offentlige og private sundhedsvæsen

NÅ! …. diagnosen ændret. Ikke noget psoriasis til mig lige nu – i stedet en anden sjælden form for leddegigt. Skal på privathospital i Odense til nærmere undersøgelse (tak for det frie sygehusvalg, i det offentlige skulle jeg vente til november. Nu kan jeg komme til inden for to uger, dog med en noget lang transporttid først).

Min mave og tarm skal også undersøges. Her er jeg nu rykket til det offentlige sygehus i Tønder. Igen er det ventetiden, der har sendt mig ud på landevejene.
Jeg håber, at jeg har valgt rigtigt, da jeg fravalgte mit lokale sygehus pga. ventetiden.

Der sker da noget. Og i dag gik jeg fra lægen med ordene: Du ser godt ud. Du har fået lidt farve i kinderne igen, så måske er din jernprocent ved at bedre sig.
Jeg krydser fingre og håber, at blodprøverne bekræfter hendes udsagn.

Og nå ja …. DET STØRSTE DER ER SKET:  Min kære søn har kaldt på sin moaaaaaaaaar. Nøj hvor blev jeg rørt. Han har ikke sagt det mange gange siden i mandags, hvor ordet kom ud af munden på ham. Men han har sagt det. Jeg er stolt og glad. Jeg elsker den dreng så højt, at det ikke er til at forstå.

Et år som gift

Snart er det et år siden, at jeg sagde ja til min mand – søndag har vi et års bryllupsdag. Det har på mange måder været et udfordrende år, men vi har tacklet problemerne og situationerne, når de er opstået – og helt ærligt … vi har sgu gjort det meget godt.
Det har været et år med sygdom og død – fyring og frustrationer. Men det har også været et år med kærlighed og tryghed – hygge og grin. Det er ingen hemmelighed, at vi har været udfordret af de situationer, vi har været sat i. Ind imellem har der været talt med meget store bogstaver. Men hver gang har vi formået at falde ned på det samme sted og komme videre derfra. Heldigvis.
På det år der er gået, har vores søn også forandret sig. Han er gået fra at være baby til at være dreng. Og en rigtig dreng med fart over feltet. Han sidder ikke stille mange minutter ad gangen – der skal spilles med bold, leges i sandkasse og køres på scooter. Først fornylig har han fundet ud af, at man kan slappe af ved at sidde i en stol og se lidt Teletubbies (?!). Sprogligt er der også fuld fart på. Jeg er imponeret over alle de ord, der strømmer ud af Albert. Forleden kom tre nye til – på en gang. Gravko, ko og traktor. Og han har styr på, hvad koen siger – dog kan han ikke sige m’et, så det lyder vældig sødt, når han siger uuuuuuuhhhhhhhhhh, når han leger med koen og bondegården. Grisen grynter – det har han også styr på, og han ved, at hunden siger vov-vov. Stort set alle andre dyr siger iflg. Albert som en tiger.
I bund og grund vanvittigt alt det, der er sket i vores lille familie på et år. Jeg håber, at vi i det år der kommer til at gå frem til juni 2011 får mere ro på alle fronter … og måske også lidt gang i babyplanerne. Det sidste må jeg jo nævne, for uha hvor er jeg bare skruk. Indrømmet.

NEJ!

Min søn har lært at sige NEJ – ikke et stille og roligt nej, men et skrigende hysterisk NEJ, der indikerer, at det her, det vil han ikke være med til.
Vil selv-alderen er kommet tidligt … kan selv-alderen lader fortsat vente på sig.