Grænser – her til og ikke længere

Jeg tæller til tre … og hvis du ikke har gjort, som jeg beder dig om, inden jeg når til tre, så ….

Hold nu fast hvor hører jeg mig selv udstede varsler, trusler og straf mange gange i løbet af en dag i øjeblikket. Når man er fem år, har man – læs min søn – åbenbart et kæmpe behov for at prøve grænserne af. Et behov for at finde ud af, hvor langt man kan gå, før fælden klapper.

I forrige uge betød det fem dage uden adgang til iPad. Og i morges faldt dommen: Ingen tv resten af ugen.

En straf der fløj ud af munden på mig, da den fem-årige gik bersærkergang under påklædningen i morges. Der gik grænsen. Han blev advaret. Og udfordrede mig. Selv om jeg hele tiden synes, jeg lærer. Så har jeg i hvert fald for nogen tid siden lært, at når jeg udsteder en straf, må jeg også stå ved den. Og således har fjernbetjeningen til tv’et været gemt væk fra de tidlige morgentimer og bliver ikke fundet frem før i weekenden igen. Lige da det gik op for den noget forurettede fem-årige, at mor faktisk mente det, da hun sagde STOP!, blev han sur og gal i skralden – råbte en masse ukvemsord (gad vide om det er en del af læringen under børnehavetiden, at man skal lære at sige ord, jeg i hvert fald aldrig anvender ….?) – for dernæst at falde helt ned på jorden, spise sin morgenmad i ro og fred – snakke og hygge og konstatere, at “mor du er bare så sød”.

Jeg ved det jo godt – børn søger grænser. Nogen mere end andre. Men for pokker hvor er det svært at håndtere den grænsesøgende adfærd. Min lunte er ret kort i øjeblikket, fordi jeg er så umådelig træt (tak, lorte stofskifte), og ikke rigtig har tålmodigheden til et barn, som skal have den samme besked 3-5 gange, før han MÅSKE gør, som jeg beder ham om. Her taler vi ikke store ting, men små beskeder som: Tag dit vasketøj og læg det i tønden – skift dine underbukser og luk din jakke, før vi går ud af døren. Små ting som selv en fem-årig kan håndtere. Hvis han gider …

Egentligt er jeg ikke tilhænger af at udstede trusler og varslinger. Men jeg må bare sande, at det er det kort, jeg har at spille, når min fem-årige udfordrer mig. Det er det kort, han har respekt for og forstår. Verbalt er han så stærk, at han allerede fra han var tre kunne gå ind i en diskussion med mig om rimeligheden af det, jeg forlangte af ham. Et spejl er holdt op for mig – for han ligner mig. Har sin egen holdning til tingene og er ikke bleg for at sige autoriteterne imod. Det gør mig på sin vis stolt, når han viser den selvstændighed og det mod. Men det driver mig også til vanvid …

Jeg ønsker mig, der kommer en manuel med, når næste baby leveres. For guderne skal vide, jeg af og til har brug for et sted at søge håndfaste råd og vejlending.

Den gravide snart mor til to drømmer om …

For nylig så jeg et indlæg hos Cand. Mor, hvor hun viste de ting, hun ville købe, hvis hun ventede en lille ny. Og det har jeg ladet mig inspirere af, for selvom det er barn nummer to, jeg venter, er der mange ting, vi ikke har mere – det er trods alt seks år siden, jeg sidst var gravid, og mange ting er røget til genbrug, solgt eller foræret væk.

En barnevogn har vi. En kæmpestor Basson. I brun. Den kan sagtens bruges til endnu et barn. Det er nok med barnevognskøb som med det første huskøb. Man aner reelt ikke, hvad man har brug for – så man hører på andres erfaringer og køber ud fra det. Da vi købte barnevogn til Albert, var mit største kriterium, at den skulle være så lang som mulig. Det havde jeg ladet mig fortælle var godt ift. udendørs middagslur. Og så nægtede jeg at købe Emmaljunga, fordi jeg ikke ville lægge under for det hysteri, der i hvert fald den gang var omkring dét mærke … Basson-vognen har været rigtig god. Men den er tung at slå sammen, løfte og få i bilen eksempelvis. Og med en Morbus Bechterew-diagnose har det været nødvendigt at investere i en ekstra vogn – en kombivogn. Valget faldt på en tysk model (Hartan Sprint), som vi købte i Flensburg forleden – fantastisk service i butikken. Og så er priserne gode.

Nå men tilbage til de ting, jeg har luret lidt på at få anskaffet mig, før lillebror melder sin ankomst …

ting til baby

diverse produktfotos er lånt fra forhandlernes websites jf. links nedenunder. Hvis du ikke ønsker, jeg viser dit foto, så giv lyd og jeg vil straks fjerne det.

1. Pusletaske fra ByStrom. Min svigermor vil give mig en ny pusletaske – jo tak da. 🙂 Og jeg har luret lidt på denne Gaida-taske fra ByStrom. Den er godt nok i kunstlæder og ikke rigtig læder. Men det er måske praktisk nok lige i denne her sammenhæng.

2. Dette babysæt med hue, vanter og hagesmæk har jeg set hos Zara. De små hvide vanter er geniale til lillebror, hvis han kommer til at døje med eksem som sin storebror. Med de hvide luffer på om natten undgår man kradsemærker og sår.

3. DooDoo-bamsen har vi gode erfaringer med. Vores førstefødte fik en, da han kom til verden. Den har vi stadig. Men jeg tænker det kunne være hyggeligt at drengene får hver deres. Babysam sælger blandt andet bamsen, som genskaber lyde fra livmoderen. Det virker beroligende på barnet.

4. Sommerfriskt sengetøj fra Holly’s i gult. Det kan købes hos Sovedyret, som er en hyggelig webshop med alt hvad hjertet kan begære af ting til sovesituationen. Vi har meget sengetøj, som er gemt – men jeg må tilstå, at jeg vist bare har brug for (næppe et behov på Maslows behovspyramide …) at købe bar et enkelt nyt sæt.

5. Hos Zara har jeg fundet de her grå haremsbukser, som jeg tænker er gode til et sommerbarn. De fås dog først fra str. 62 – men …. sommeren varer længe i år, tror jeg 😉

Nå ja … stofbleer skal jeg have anskaffet, for vi ejer ikke en eneste. Og stofbleer er noget af det, jeg kan huske, man ikke må gå ned på. Og så lige en madras til liften. Så er vi vist godt nok kørende. Tøj i str. 56 har vi ikke meget af. Men nogle bodystockings og et enkelt sæt med leggins rækker langt i juli, bilder jeg mig ind. Det skulle også undre mig meget, om ikke der kommer noget småt babytøj dumpende, når lillebror kommer ud til os.

 

Vi beklager afbrydelsen

Dovne æg er ligeglade med hormoner. Også selv om de får mange af dem. IUI-forsøg afbrudt fordi mine æg er dovne! Det har jeg alligevel aldrig set/hørt før. Stoppet med hormoner. Utallige scanninger. Men vi beklager afbrydelsen. Ja tak … Det gør jeg sgu også.

Tudeture, massiv indtagelse af Mojitos. Ja, alkohol er ikke til trøst, men det virkede nu meget godt. Og tak for det. Nu sidder jeg så her – gik amok i rom-drinks og hvidt brød. Ha – så kan du have det, gamle, dumme krop. Dovne æg!

Nyt forsøg kan sættes i værk i ny cyklus. Hvis ikke det lige var fordi, det er ferie og snart er tid til mit ophold på Gråsten Gigthospital. Hvis vi er heldige, kan vi få et forsøg i september. Så har de æg sgu bare at være lidt mere frisk-fyrs-agtige.

 

Speltmødre, karriereræsere og alle os midt imellem

Speltmødre. Karrierekvinder. Lad os komme kvinder i et par kasser, så vi har styr på dem  og ved, hvad vi taler om. Åh jeg bliver træt inde i mit hoved af den utrættelige kamp og debat om, hvad der er bedst: At få børn, skrue ned for arbejdsblusset for “KUN” at være mor eller at få børn og fastholde et højt ambitionsniveau karrieremæssigt.

Jeg tror ikke på, at verden er så sort-hvid. Det er min i hvert fald ikke. Og her fra min verden som bekendt går. Passioneret og engageret er to kendetegn for min indsats i alt, hvad jeg beskæftiger mig med. Om det er moderskabet eller arbejdslivet. En klassisk konflikt kunne nemt finde vej til mit liv, for hvornår bliver jeg for passioneret for det ene på bekostning af det andet. Men sådan er det ikke. Der er jo INGEN tvivl om, hvad der er det vigtigste. Det er mit barn. Og alt hvad jeg foretager mig sker ud fra en overbevisning om, at det er det, der er bedst for mit barn enten nu og her eller på sigt. Mit barn har godt af at have en nærværende mor, en mor der er med til at stille krav til ham, laver sjov med ham, fortæller ham, hvor meget han er værd, spiller bold med ham og giver ham trygge rammer. Han har også godt af at have en mor, som er med til at skaffe smør til brødet. Hos købmanden kan jeg ikke handle med ideologi men med penge. Så arbejde må der til.

Jeg er selvstændig erhvervsdrivende og er vel det, der på flot dansk hedder MOMpreneur. Det er min helt klare erfaring og overbevisning, at det kan lade sig gøre at forene moderskab og arbejdsliv uden at den ene ting skal køre for fuld damp og den anden være på standby. Det er faktisk muligt at være et sted midt mellem speltmødrene og karriereræserne. Lige der hvor det føles rart i maven, og hvor barnets trivsel viser, at det ikke går så ringe endda. Rolige morgener, arbejdsdage der begynder kl. 9, og barn der hentes kl. 15 – nogen dage betyder det, at der skal arbejdes igen om aftenen, andre dage er det min mand, barnets far, der står for at hente, så jeg har ro til job. Både barn og mor (og far ikke mindst) ser ud til at trives. Og det er vel dybest set det, det handler om: Barnets trivsel. Jeg som mor er faktisk ligegyldig i det store spil – det er ikke mine og andres kvinders behov, der er de vigtigste. Det er vores børns. Hvad er det bedste for vores børn – det er det, vi skal holde fokus på frem for at have travlt med at putte hinanden i kasser med etiketten Speltmødre og Karrierekvinder.

Hvis du vil læse med i debatten om speltmødre og karrierekvinder, så start eventuelt med kronikken af Dennis Nørmark eller indlægget fra Jane Thoning Callesen.

 

En rigtig glædelig jul!

Må I alle få en skøn, skøn jul. Her i huset er festen i fuld gang. Der tales om nisser, engle, snemænd og pakker. Rensdyr forveksles med heste og nissemænd bliver til tissemænd. Uha vi har det sjovt – og med en ny-indkøbt pruttepude er der virkelig grobund for latrinært sprog og lav-komik. Albert elsker det. Vi elsker det sgu også.

GLÆDELIG JUL & ET SMUKT NYTÅR TIL JER!

PS: Der er virkelig lav aktivitet her på bloggen. Mit krudt bruges på familien, vennerne og mit nye “barn” – mit firma. Jeg har travlt! Men det er fedt. Super, super fedt.

Så gik der tid med det …

Nå ja men jeg har da så lige klaret en sygehusindlæggelse i sidste uge. Og besked på at være god ved mig selv. Men også med besked på, at en graviditet er ok, når jeg er helt frisk igen. Det handler “blot” lidt om at ændre på noget medicin og så skal der holdes øje med mig. Det er fint nok. Jeg er glad. Og snart er jeg også frisk igen.

På søndag bliver Albert 2 år. Tænk sig. 2 år er der gået fra han tittede ud til os. På sin 2 års dag skal Albert døbes. Bedre sent end aldrig – eller …. vi glæder os i hvert fald.

PIS!

Hallo – kundeservice, er I der? Jeg vil gerne klage – det kan sgu ikke passe at 34 årig krop skal være så slidt allerede. Hvorfor har I leveret en vare så fyldt med fejl. Da I solgte, lød det til, at holdbarheden var mere end otte årtier. Der er gået lidt mere end tre – og nu vælter det ind med fejl: PCOS, Bechterews, Graves Sygdom. For bare at nævne nogle af de store vedholdende diagnoser, jeg har fået med mig. Jeg vil klage – det er ikke rimeligt det her.
Nogen der vil bytte et immunforsvar – mit kan åbenbart ikke lide mig, for det forlyder, at Bechterew og Graves begge er såkaldte autoimmune sygdomme. Min krop angriber sig selv. AV!
Værst af alt lige nu – udsigten til at gøre Albert til storebror forsvinder stille og roligt. I dag har en ellers sød, sød læge talt dundertale til mig for at få mig til at forstå, hvor hårdt ramt min krop er – og hvor hård en graviditet vil være på nuværende tidspunkt.
Argumenter for og imod er remset op. På den ene side af vægten er alle de logiske og rationelle argumenter. På den anden hober følelserne sig op. De vejer tungt.
Barn nummer to er et stort ønske. Men det er ikke et ønske, som skal opfyldes på bekostning af min nuværende families ve og vel – mit eget og barnets i særdeleshed. Men et ønske der i den grad trænger sig på.
Da jeg intet barn havde, og udsigten til at få bare et enkelt  barn var dårlig, bad jeg de højere magter om et barn – for så skulle jeg aldrig bede om mere. I dag vil jeg bare virkelig gerne have, at min søn kan få søskende. Bare en enkelt. Mere vil have mere, kan I nok forstå. Og uanset hvor glad jeg er for, at jeg har et barn – for det er jeg virkelig dybt taknemmelig for – lige så meget ønsker jeg mig et barn mere og lige så meget ved jeg, hvad det er, jeg og min familie går glip af, hvis der ikke kommer flere børn. Men … lige lidt hjælper det. Situationen er alvorlig. Jeg skal tage det alvorligt. Forholde mig til fakta og forsøge at skubbe følelserne på afstand. Men – DET ER SVÆRT. Jeg har mest af alt lyst til at råbe højt og voldsomt – PIS og alt mulig andet grimt. Endnu er der ikke kommet store og højlydte ord ud af min mund. Jeg tror, at jeg fordøjer alle informationerne stadig – og leder efter smuthullet. Det må være der …

Fart på sproget og en travl hverdag

Hvor er mor henne?
Hvor er bussen henne?
Hvor er traktor henne?
Hvor er’n henne?
Hvor er … henne?
Sprogligt sker der bare en hel masse med Albert lige i øjeblikket. Det er så sjovt. Bogstavet S kan han ikke sige, så støvsugeren bliver til døv-dugeren og bussen bliver bu’en – han siger dop (STOP) til hunden og udbryder gladeligt TRAPPER, når han ser trappen i huset.
Det er helt vildt, så meget der er sket på kort tid. Jeg er imponeret over udviklingen. Ikke fordi jeg tror, at han er specielt langt fremme eller noget. Det er bare imponerende så meget, der sker med så lille et menneske.



Albert er en krudtugle, der vil frem i verden
– hen over stakittet og op og ned af alt.
Men han er også en kærlig dreng,
der elsker at sidde stille og holde om.

 Vægten – altså ikke min men Alberts – er lige i underkanten af 13 kilo og tøjet i størrelse 86 begynder at stumpe vældigt, så størrelse 92 er på vej i skuffer og skabe. Av min pengepung … Jeg er dog sat på rationering, og har måttet lade de gode støvler stå i den fine butik og i stedet er der indkøbt et par fornuftige støvler i Bilka. Jeg hader, hader, hader at købe sko der. Men freelanceøkonomien tillod ikke andet lige der. Til gengæld har jeg fået fat i et par fine skindsko, som fint kan gøre det ud for vinterens pæne sko. Gyngerne og karussellerne.

Der tænkes fortsat i baby-planer. De er dog sat i bero til årsskiftet. Jeg har et par undersøgelser mere på sygehuset, som skal gennemføres, før jeg må blive gravid – nogle scanninger skal overståes, og det grønne lys skal blinke tydeligt foran mig, før vi sætter i gang. Men både jeg og min mand tænker meget over det.
Og med hensyn til min boot camp og ønsket om et vægttab på 25 kilo, så står det stille. Jeg har rundet de 20 smidte kilo, men i lang tid er der intet sket.
Jeg skal lige samle mod til at tage en omgang mod kiloene igen. For målet skal nås. Det skal det. Faneme!

Det kan nok være, at de ekstra kilo ikke er helt væk. Men jeg har til gengæld fået godt gang i min virksomhed. Og næste sæson skal der ikke købes sko i Bilka af nød. Faktisk går det lige nu over al forventning. Jeg har fået nogle gode kunder, og forude venter spændende og udfordrende opgaver. Det er virkelig dejligt. Jeg trives meget fint med at være min egen chef. Det er noget nær den bedste boss, jeg har haft – sjovt nok. Til gengæld er det nogle kedelige frokostpauser – og julefrokosten bliver nok også lidt tam, så jeg er i overvejelse om, jeg skal skabe en julefrokost for andre enmands-virksomheder. Nu får vi at se. Tanken er der i hvert fald.

Uvished skaber utryghed

Mit helbred er fortsat ikke i orden. Jeg har været til alverdens undersøgelser på hospitalet og hos lægen. Lige nu er status, at jeg stort set ingen jern har i min krop, da jeg tilsyneladende ikke optager det, sådan som man skal. Det betyder, at der med stor sandsynlighed er noget galt med mine tarme. Der er ridset tre senarier op for mig: Betændelse i tarmen, en polyp i tarmen eller en svulst.
Sidstnævte er dog forsøgt nedtonet, da det ikke er det, jeg skal bekymre mig om. Men er der noget jeg gør, så er det at bekymre mig. Jeg har haft alverdens utrygge tanker om, hvad der skal ske med mit lille barn, hvis jeg bliver så syg, at jeg ikke skal være her mere. Tankerne fylder meget, de er angstprovokerende og gør intet godt for mig. Så jeg forsøger at skubbe dem væk og have fokus på noget andet. Men uvisheden skaber i den grad utryghed. Og jeg håber ved Gud, at jeg snart hører fra hospitalet, så jeg kan komme til den afgørende undersøgelse.
Som om det ikke var  nok med den slags bekymringer, så har jeg raget en campylobacter-forgiftning til  mig, så igennem næsten tre uger har jeg haft dårlig mave (nu på medicin), og så er jeg bare monster-forkølet. Der er jo ingen tvivl om, at tingene hænger sammen. Som jeg forstår det, betyder jernmangel også, at man mangler de ting i blodet, som er med til at bekæmpe infektioner. Så det er jo nok derfor, at jeg er modtagelig over for alt.
Men madforgiftning, feber og forkølelse kan jeg forholde mig til – det er straks værre med det, der tilsyneladende foregår i mine tarme. Jeg håber, at der snart kommer klarhed over situationen.