5. juni 2015

Fars dag. Grundlovsdag. 5. juni er ikke en tilfældig dato uden betydning. I det små og næreer det Fars dag. Hurra. 

I det lidt større perspektiv er det Grundlovsdag. Vi fester og markerer det juridiske grundlag, vi har baseret vores samfund på. 18. juni skal vi have Folketingsvalg. Jeg skal selvfølgelig afgive min stemme. En selvfølge for mig og sikkert også dig. Men tænk sig – først 5. juni 1915 fik vi kvinder ved lov retten til at stemme. Det blev vedtaget som en del af Grundloven. Der er stor grund til at markere Grundlovsdag. Stemmeretten længe leve, hurra!

Så stå dog ved fast ved dig – ja DIG!

Min kvalmegrænse er nået. Mængden af tilbud som suser i min retning med undertoner af: Gør dette, og du bliver et så meget bedre menneske og får det så meget bedre med dig selv, er enorm. Og jeg er næppe den eneste, som støder på annoncer, blogindlæg og nyhedsbreve, som lover mig at komme et skridt videre noget, der om ikke er det evige liv så i hvert fald er en bedre udgave af det liv, jeg lever.

Min dårlige samvittighed får et boost. Jeg burde jo også … I morgen – der gør jeg det.

Når de tanker dukker op, sidder der med henslængt magelighed en stemme, som beder mig slappe af og stå fast ved mig – acceptere mig som jeg er og stoppe med at tro, at et kursus, en workshop, et webinar eller en multivitamin-pille og 80 squats gør mig til et bedre menneske.

Jeg øver mig. I at stå fast i, hvem jeg er. Ikke at dukke nakken og kigge ned i erkendelsen af, at det heller ikke blev i dag, jeg undlod at spise kulhydrater og sætte mine deller i svingninger i takt med at min kettle bell ryger op fra gulvet.

Men kvinder på min alder – sådan lige omkring de 40 – er big business, antager jeg. I hvert fald hvis jeg dømmer på de mange tilbud og quick fixes, som den ene mere eller mindre selvbestaltede ekspert vil sælge mig. Og det endda med rabat, hvis jeg slår til i dag. “Kom nu Mulle – du vil jo gerne have din rokokkopude … ”

Nå … men i øvrigt har jeg tænkt mig i morgen igen at købe et abonnement til det lokale fitnesscenter. For de deller der … de trænger til at få lidt kamp til stregen. Fordi jeg bestemmer det.

Lønmodtager igen

Jeg har sagt ja til et job. Et fast lønmodtagerjob. 37 timer pr. uge. Fast løn. Ingen hurlumhej …
Jeg begynder i det nye job samme dato, som mit firma går ind i sit sjette år. Det kan jeg vælge at dvæle lidt ved – eller jeg kan glæde mig til alt det nye, der kommer til at ske.

Småbørnslivet passer ikke med et liv som selvstændig. Ikke for mig i hvert fald. Jeg og min familie har brug for lidt mere ro på de indre linjer – og jeg GLÆDER mig som en sindsyg til at få kollegaer igen.

Og hvem ved … måske levner den nye tilværelse med dagplejebarn, skolebarn og to fuldtidsjob også plads til, at jeg kan genoptage mit blogging sådan rigtigt … man har jo lov at håbe.

Hvordan gør I det … ?!

Håret er sat, makeuppen er perfekt. Tøjet er strøget. Overskuddet stråler ud af dem. Alle de andre mødre med mere end et barn. Jeg ser dem dagligt. Og jeg undres. Hvordan gør I det?

Er mit hår sat, er det nødtørftigt samlet i en hestehale – min daglige makeup begrænser sig til lidt strøg med mineralpudder og mascara. Mit strygejern har ikke været tændt i flere måneder, og det eneste jeg føler, jeg udstråler er desperation og manglende søvn. En gang var jeg en af de andre. Med et barn og kæmpe overskud.

Jeg elsker begge mine børn herfra og helt op til månen. Men jeg hader, at jeg ikke har fået min søvn i så lang tid, at jeg er stoppet med at tælle. Min krop skriger på søvn – ikke på hvile en time her eller der, men på sammenhængende nattesøvn. Poserne under mine øjne er ved at antage samme størrelse som de store blå indkøbsposer fra Ikea.

Kan man miste sig selv, når søvnen forsvinder?

Hvordan overlever man uden sammenhængende søvn?

Hvornår begynder baby G – nu 8 måneder – at sove mere end en time ad gangen?

Hvordan, hvorfor, hvornår – hvad gør I andre ….

Tanker midtvejs i livet

Midaldrende. Det lyder gammelt, ikke? Altså det har det altså gjort i mine øre i mange år – men der var også en gang, jeg synes, min mor var gammel, da hun var 32 år …
Sandheden er, nu er det mig, der om få dage fylder 39, og så er jeg vel ved at være et sted midtvejs i livet. Jo, jo jeg håber da jeg bliver en æld-gammel kone på 99 eller mere, hvis helbreddet tillader det. Men jeg er da i hvert fald det sted i livet, hvor de tidlige ungdomsår er væk – og fik jeg set det, jeg ville? Fik jeg hørt min melodi?

Nu står jeg her snart 39 år med gråsprængt hår, realkreditlån, for få kvadratmeter, et studielån der stadig afdrages på, en seks-årig søn og en anden på seks måneder. Er sammen med min mand, som rammer de 46 år snart, på 11. år – vi kører i familiebil og har holdt adskillige ferier på Gran Canaria. Meget er blevet, som man kan forvente af et par her i provinsen, mens så meget andet er blevet helt, helt anderledes.

Er det så sådan her det er at være voksen? Jeg mener … det gør jo ikke ondt, men for pokker hvor følger der meget ansvar med. Nogle dage når ungerne skaber sig, søvntimerne er i mindretal og mit skatteregnskab skal laves, har jeg bare lyst til at kaste håndklædet i ringen og spørge efter en voksen. Og jeg nyder – indrømmet – når jeg kan vende stort og småt med nogle af de voksne, som er omkring mig. Bevidstheden om, at de ikke er her for altid, vokser næsten fra dag til dag. Sammen med det øges bevidstheden om min egen dødelighed også. Hver uge forsøger jeg at gøre alt det rigtige for at øge min trivsel – passe på mit helbred og skabe de bedste betingelser for et langt og lykkeligt liv. Men der er bare også de dage, hvor det er kulhydraterne, der udgør kalorieregnskabet, og hvor fredagsslik bliver spist på andre ugedage i selskab med alt for meget kaffe. En af de dage har jeg haft i dag. Så måske voksen – men ikke nødvendigvis mere standhaftig. I morgen …

Mit arbejdsliv har ikke formet sig, som jeg troede. Ikke at det er skidt – ting går ikke altid, som vi gerne vil have. Men når døre lukkes, er der faktisk andre der åbnes. En kliche, som har hold i sandheden. Jeg har gennem årene åbnet mange spændende døre arbejdsmæssigt – jeg har lukket døre og sat andre på klem. Jeg har haft store drømme – bristede forventninger men masser af gå-på-mod. Det ligger i min rygrad; jeg klarer mig selv, og jeg gør det godt. Det er en udløber af den måde, mit liv har formet sig på. Flyttede hjemmefra som 15-årig (det får mine børn ikke lov til, siger det bare …), og har tidligt taget stort ansvar og aktiveret overlevelsesinstinktet. Det er godt, når man er selvstændig erhvervsdrivende i en branche, som er præget af lave indgangsbarrierer og stor konkurrence. Siden 2010 har jeg været min egen chef og knoklet for at skaffe en anstændig månedsløn.

Tæt på midtvejs i livet. Ikke nogen tid at spilde. Drømme er der fortsat. Det handler om udlængsel, eventyr og muligheden for at vise mine børn, at verden er større end den dagligdag, de møder her i Herning.

Og nå ja … så er der jo stadig det der mål om at være en fit fyrreårig. Nu er der kun et år tilbage. Jeg får travlt. 40 års status coming up februar 2016. Stay tuned.
Ind til da må du følge med i mine sporadiske blogindlæg om stort og småt her fra matriklen. Ville sådan ønske jeg kunne finde mere tid i min hverdag til at skrive her på bloggen. Fordi jeg får energi af at lade fingrene danse hen over tastaturet og se ordene forme sig på skærmen foran mig – og fordi det er mit eget livsarkiv i et eller andet format, som udspiller sig her på bloggen. Men sandheden er bare, at det der med at være mor til to tager utrolig meget mere tid end det gjorde, da jeg kun var mor til en. Tiden er dyrebar. Så jeg prioriterer skarpt. Mange ting er skåret væk. Andre er valgt til. Bloggen her er lidt midt imellem. Og hvem ved … måske kommer der mere tid, når der ikke er dømt barsel mere? Lige nu er jeg både i gang arbejdsmæssigt og på barsel (ja, ja jeg er på 50 procent barsel men har ikke pasning til min baby endnu, så det er et puslespil at finde arbejdet frem, når baby sover eller arbejde sent aften …), og det kræver balance og evnen til at holde tungen lige i munden. En disciplin jeg efterhånden mestrer nogenlunde her, hvor mit 39. år nærmer sig med hastige skridt …

Hvornår må man skyde en hund?

40 minutter. Det er den tid, der går, fra Baby G er faldet i søvn i sin barnevogn, til han giver lyd første gang. Det kræver lige 5-10 minutters gåtur, vippen med vognen osv, før han sover videre. Er man heldig, sover han resten af sin lur uden problemer.
Men når bag-boen har en sindsyg køter, som gør og gør og gør – så går der maks. 10 minutter. Hvorfor skal den hund ud, hver eneste gang mit barn skal stå under halvtaget for at sove? Og nej – jeg kan jo ikke stille ham andre steder, for vi har ikke andre steder.

Så … hvornår må man skyde en hund?

IMG_6154.JPG

ROOOLIG nu – jeg skyder jo ikke den hund, vel … jeg er jo et hunde-menneske, men jeg er bare overhovedet ikke fan af det kræ, som gør som en gal, når jeg skal have ro, fordi min baby sover.

Harvey, Jane, Lady Mary og alle de andre Netflix-rødder

Det der med at følge en tv-serie på et fast tidspunkt, det harmonerer på ingen måde med det liv, jeg står midt i. Faktisk er jeg super dårlig til at følge en tv-serie på et fastlagt tidspunkt. Derfor er Netflix en rigtig god løsning for mig, for ind imellem skal der bare stenes serier og film. Faktisk er jeg nok meget mere en serie-type end en film-type – tag den, intellektuelle typer 😉

Nå men hvis du har det som mig, vil jeg da bare give dig mine anbefalinger med på vejen:

Downton Abbey – fantastisk serie om herskabet og dets tjenestefolk i England. Er du til storhed og fald, vil du elske denne serie. Jeg slugte de tilgængelige sæsonafsnit hen over jul og nytår. Jo, jeg slugte dem og nu har jeg abstinenser efter at se mere til Lady Mary og alle de andre.

Suits – magt, begær, sandheder og løgne. I en pærevælling er det elementerne – sat sammen med sexede mænd i jakkesæt, er der lagt op til intens spænding. Den er ikke på House of Cards-niveau, men det er god underholdning. Og noget godt til øjet 😉

Drop Dead Diva – bare se den og vær underholdt af Jane, der egentligt er en anden person, som er død og genopstået. Lyder det sært og kryptisk? Det er det, men det er sjovt. Advokatserie. Med de forviklinger, persongalleriet giver. Nye episoder er netop tilført.  Tilføjelse – forestil dig en plus size kvindelig advokat, som er skarp som den skarpeste, du mødte i skolen – hun er blevet besat af sjælen fra en – lad mig sige det pænt … knapt så skarp model. Og i krydsfeltet mellem hjerne, mode, krop og intellekt opstår der noget, som er god underholdning. Jeg er vild med Brooke Elliott, som spiller Jane.

Heldigt jeg ikke vil give dig flere anbefalinger, for nu vågnede direktøren alligevel op efter kun 20 minutters søvn til nat. Vi øver fortsat: Lær at sove i egen seng fra mellem 19 og 20 ….

 

PS: New Girl er også hammer-sjov 🙂

 

 

Verdens bedste blog, eller …

Verdens bedste blog. Hvem vil ikke gerne eje den? Jeg må jo vist bare tilstå, at jeg ikke kandiderer til den titel med mine manglende indlæg her på bloggen. Men nogen gange sniger virkeligheden sig ind og overtager. Således blev et dårligt øje afløst af baby indlagt på sygehus med RS-virus, stort barn med snot og mand med influenza. Men så blev det jul. Alle var raske. Og havde brug for tid. Sammen. Uden bloggen.

I dag er juleferien slut for den seks-årige, som igen er tilbage i skolen, og baby G og jeg vil forsøge at finde tilbage til vores barsels-hverdag. Selv om jeg fik mange gode gaver til jul, ønsker jeg mig fortsat mere søvn til baby G. Men det er og bliver en kedelig historie at fortælle.

Med erkendelsen af at verdens bedste blog ikke er her på sitet, ønsker jeg et godt nytår til dig, der læser med. Jeg glæder mig til at tage hul på et nyt år – nye muligheder og nye oplevelser venter. Sæt i gang!

#nissedør

For første gang i mange år har vi et kalenderlys, som faktisk står i en form for dekoration. Lavet af den seks-årige og farmor til et arrangement i sfo’en. Lidt julepynt er tilfældigt sat ind på den sparsomme plads … hos os er det jul, som det plejer. Lidt rødt, lidt gran, lidt lys og masser af hygge.

Godt der var en farmor, der kunne hjælpe den seks-årige med at lave en dekoration. At lyset så allerede er brændt for langt ned, er en helt anden snak som handler om radiatorer, som ikke varmede og et iskoldt hus ... Men så kom der en vvs'er og fik styr på det ...

Godt der var en farmor, der kunne hjælpe den seks-årige med at lave en dekoration. At lyset så allerede er brændt for langt ned, er en helt anden snak som handler om radiatorer, som ikke varmede og et iskoldt hus … Men så kom der en vvs’er og fik styr på det …

En tur på Instagram kan hurtigt give en præstationsangst, for jeg skal da lige love for at “krea-damerne” går amok i nisser, dekorationer og pynt. Søg bare på #nissedør og se fotos i hobetal af små døre, små træsko osv – de små nisser er ved at overtage adskillige husstande i det ganske, danske land. Oh skræk og rædsel …

November, november, november

Gråt i gråt. I bogstavelig forstand. Jeg har fået regnbuehindebetændelse. Og mit syn er sløret. Et gråt felt marcherer hen over synsfeltet på mit venstre øje. Det bliver godt igen. Det ved jeg. Men lige nu er alt bare gråt i gråt. Der er gået november i mit øje …

Året har 16 måneder, skrev Henrik Nordbrandt – og det passer vist meget godt lige nu og her …

Året har 16 måneder, November
December, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september,
oktober, november, november, november, november