Mexico tog os med storm

Drømmer du om at rejse til Mexico?

Læs her hvordan det gik, da vi i 2007 rejste til Mexico med Spies. Turen hvor hotelkæden tog fusen på os, og vi lærte at sige nej vedholdende og gentagende.

Okay – jeg indrømmer det (hvis det da er noget, der kræver en indrømmelse), jeg elsker at rejse. Lige så snart jeg vender hjem fra en rejse, sidder jeg og tjekker rejsetilbud fra charterselskaberne igen. For ja – jeg er en sucker for charterrejser. Og gerne i den luksuriøse ende af skalaen.

Friværdi gav ferie i Mexico

I 2007 rejste min kæreste – nu er han jo så min mand – og jeg til Mexico. Noget friværdi i vores relativt nyindkøbte hus skulle formøbles. Det var trods alt sjovere at tage ud at rejse end at betale af på murstenene, blev vi enige om. I øvrigt en filosofi vi fortsat lever efter …

Vi valgte at rejse til Playa del Carmen i Mexico. En mindre fiskerby som ligger på Yucatan-halvøen, som er et fladt lavlandsområde, for dem, der interesserer sig for den slags. Det vil sige ingen bjerge men til gengæld kan du se nogle temmelig store pyramider, som indianerne har skabt.

Nå men tilbage til selve rejsen, for man kan vist godt sige, at vi kom af sted på en måde, som ikke helt var planlagt for os. Vores kat løb hjemmefra få timer før vi skulle af sted. Den blev i øvrigt aldrig fundet trods efterlysninger og eftersøgninger. Og som vi sad der i Amsterdam og ventede på det næste fly, blev min kæreste dårligere og dårligere. Influenza. Vi rejste i februar, så det var vel også sæson for forkølelse og feber.

Kombinationen af få timers søvn, fly, bortløben kat og mand ramt af man-flu kunne godt have gjort noget trælst ved mig. Men jeg hang i – for der ventede jo en fantastisk ferie i et område af verden, som jeg aldrig havde oplevet.

Fra Playa del Carmen til Cancun

Vi kom til Playa del Carmen, hvor vi boede på Real Playa del Carmen. Et 3-stjernet hotel som ikke var prangende, men som havde dét, vi havde brug for. Og ja – min hang til totalt luksus var endnu ikke tændt for alvor. Men det skal jeg da lige love for, at den blev.

Real Playa del Carmen med Spies

Foto: www.spies.dk

3-4 dage efter vi ankom til Playa del Carmen, kom vi en eftermiddag tilbage til vores værelse og fandt et venligt brev, fra Real-kædens chef, som tilbød os, at de GRATIS ville opgradere vores hotel. Eneste hage ved det var, at det ikke var i Playa del Carmen med i det kendte ferieområde Cancun, som ligger omkring 50 kilometer fra Playa del Carmen. Som de velopdragne journalister vi er og var, blev vi virkelig mistænksomme. Kunne det være rigtigt, at vi kunne blive opgraderet til fem stjernet hotel. Gratis.
Derfor kontaktede vi Spies’ lokale kontor i Mexico og herfra lød det, at vi sagtens kunne sige ja, for nogen gange fik man det tilbud for at hotelkæden kunne få fyldt værelser op på det fine hotel.

Så vi sagde ja.

Real-kæden ville hente os i taxi et par dage senere – vi havde lige et par udflugter, vi gerne ville på først. Taxaen hentede os en eftermiddag, hvor vi lige var vendt tilbage fra en varm og beskidt udflugt. Vi var mildest talt svedige og med fedtet hår – ikke et par der var værd at vise frem nogen steder.

En time efter stod vi i en hall, som blev kølet ned af air condition. Og knap var vi kommet inden for døren, før den første venlige mexicaner sørgede for at tage vores tasker. Et øjeblik senere blev vi hilst velkomne som var vi kongelige. Buk og nik i følgeskab med et glas sprudlende champagne. Der stod vi -svedige i beskidte tanktops, fedtet hår og udtrådte vandre-sandaler og med rygsæk på. Scenariet var helt forkert. Som da Julia Roberts i Pretty Woman træder ind i de fine modebutikker. Men vi holdt masken. Og lod som om, at vi var helt cool med situationen.

Da vi blev indlogeret i junior suite med havudsigt, gik vi helt amok i hysteriske grin og jubelbrøl. Vi rendte rundt i suiten, som var større end vores hus (ja, ja vi bor også ret småt, men alligevel ….). Badeværelset var så stort, at vi tog billeder af det i vores jublende hysteri …. Brusekabinen var så lang, at hvis vi tabte sæben og forsøgte at samle det op i den anden ende af kabinen, kunne vandet ikke længere ramme balderne på os …

Personalet hilste på os som var vi millionærer. Og vi gik stadig rundt og kunne ikke helt forstå det. All inclusive på et fem stjernet beach resort, som var så overvældende for os – her var personale ansat til kun at optegne mønstre i sandet i de store askebægre.
Vi kunne ikke ønske os mere – ja det skulle da lige være vished for, at vores kat var kommet hjem …

Undrer du dig også over, hvorfor vi som Spies-gæster pludselig gik fra tre til fem stjerner (Spies kategoriserer nu hotellet som fire plus-stjerner) uden ekstra betaling? Så forstår jeg dig godt. Det viste sig da også, at der var en ganske god forklaring.

Gran Caribe Real Resort med Spies

Foto: www.spies.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Real-kæden havde ved siden af Gran Caribe Real Resort i Cancun et nyopført kompleks af time share-lejligheder, og vi blev inviteret over for at se lejlighederne. Hensigten var selvfølgelig – fandt vi ud af – at de ville sælge en time share-bolig til os. Det var her, vi lærte at sige nej. Og argumentere som en rigtig millionær må gøre det: Jeg kan ikke tage den slags beslutninger uden min advokat er til stede.

Vi mødte så mange forskellige mennesker, som udelukkende havde til formål at få os til at sige ja tak til en lejlighed. Når nogen købte – for det var der nogen, der gjorde (typisk amerikanere) – sprang champange-propperne og hola-råbene. Muy, muy bien.
Da vi endte med at sidde over for den øverste salgschef og fortsat fastholdt vores nej på både spansk (tak for at man havde hørt efter i undervisningen på handelsskolen), tysk og engelsk, slap vi. En oplevelse rigere. Og der var ikke senere nogen, der prøvede at sælge os noget som helst. Vi havde jo ikke vores advokat med …

Mexico tog os med storm. Vi havde en fantastisk ferie med delfin-svømmeri, drinks i lange baner, mexicansk mad – the original way – og fascinerende oplevelser ved Maya-indianernes pyramider.

 PS: Jeg ville gerne have vist dig nogle af de skønne fotos, vi tog – mødet med Senor Frog, det mexicanske hav, maden, delfinerne og alt det andet. Men billederne har vi mistet (og ja – nu har vi lært at tage backup af fotos …).
Derfor har jeg lånt to fotos på Spies’ website. Skulle der være problemer med dette, så sig endelig til – for så fjerner jeg dem med det samme!
Indlægget er skrevet i forbindelse med konkurrencen, som Spies holder. Den kan du læse om her.

Sommer er den bedste tid

Sommer-snapshots

Du danske sommer jeg elsker dig!

Så snart chancen byder sig, er vi ude. Solen skal ikke skinne meget, før vi indtager terrassen med alt hvad det indebærer af grill, kølige drikke, solbadning og afslapning.
Er det egentligt ikke ret typisk dansk, at vi når sommeren melder sig, trækker alt udendørs? Vi er inde meget af dagen, når vi er på arbejde, og er ikke så forvænte med solen, at vi søger ly for den. I hvert fald ikke her hos os. Her er sommer den bedste tid.

Og nå ja … der er også en pointe i, at vores lille hobit-hus om sommeren føles 30 kvadratmeter større, fordi livet leves på terrassen.

Sommer-grill

Sommer-afslapning

Blomstrende sommer

Sommer-drink

sommer-leg

At malke en ko: Når mælken er tyk og varm

Malke en ko

Mor, mor, mor … mælken var helt varm og tyk. Jeg har prøvet at malke en ko.

Nogenlunde sådan lød ørene forleden, da min søn var på tur med børnehaven til den årlige grønne inspirationsdag ( et rigtig godt initiativ som sætter fokus på økologi) Som sidste år fik han også i år muligheden for at prøve at malke en ko. Så, som han siger, så har han rørt ved patter. Og nu drømmer han om at blive – ikke landmand – bondemand.

Vi fik igen en ordudveksling mellem far og søn, vi kan gemme til den indre scrapbog (og ja, det foregår nogen gange på et rimeligt lavt niveau hjemme hos os).

A: Jeg vil være bondemand.
B: Hvorfor det?
A: Fordi så kan man malke koen.
B: Kan du godt lide at røre ved patter?
A: Ja. Jeg vil være bondemand.

Nu er det mandag morgen og en ny uge truer. Efter en skøn weekend, hvor vi fik sagt godt farvel til min australske familie, som nu vender retur til varmere himmelstrøg, virker denne her uge lidt tung at komme i gang med. Weekenden har været fyldt med gode oplevelser, skønne grin og samtaler. Nu venter en uge, hvor jeg skal forbi hospitalet til for-undersøgelse på den operation, jeg går og venter på. Jeg skal have fjernet min skjoldbruskkirtel. Forhåbentligt ikke noget større indgreb. Egentligt frygter jeg ikke operationen. Men forundersøgelsen kan give mig kryb, for jeg skal, hvis jeg har læst rigtigt, have et kamera ned i halsen, som skal registrere min skjoldbruskkirtel. Og det foregår ikke i narkose …

Men … inden det kommer så langt har jeg lige tre dage, hvor jeg hellere vil tænke på min søn, der kan malke en ko end på operation.

Lykke i hverdagen

Lykke

Et kort øjeblik
Et langt liv
Lykke
Kommer og går
I hjertet består
Lykke

Jeg samler på lykke i øjeblikket. Små hverdagsglimt.

lykke

Lykke er også at få en fin tegning, som den 4-årige har lavet af sig selv. Med bredt smil, stor navle og korte arme 😉

Hvem gør ikke det? Men som min coach – skønne Lykke Rix – har beskrevet det, så glemmer vi nogen gange det der med at mærke lykken lige dér, hvor livet folder sig ud.
I dag cyklede Albert for første gang i børnehave på sin egen cykel – uden støttehjul. Han var så stolt, som han cyklede der og holdt øje med trafikken, bump på fortovet og mig. Et ældre par kom kørende forbi os, da vi stod og skulle over vejen. Jeg så, hvordan de smilede og blev glade over at se, hvordan lille fyr med stor cykelhjelm stod der og blev belært om først at se den ene vej, så den anden vej og så den ene vej igen.

Den tur her til morgen var et hverdagsglimt af lykke. Den slags jeg samler på. At jeg så, da vi kom ned i børnehaven, måtte indse, at jeg også er den slags mor, der glemmer, når barnet skal på tur med børnehaven og derfor ikke har pakket den nødvendige rygsæk med staniolindpakket madpakke og vandflaske, er en helt anden historie …

Legoland for the win

I Legoland-land …

Så har man set det med. Mig i gul regn-poncho. I fuld offentlighed i Legoland. Fuldstændig spontant tog vi i dag en tur i Legoland. Noget af tiden fulgtes vi med min mor og vores australske familie, som er på ferie i Danmark i øjeblikket. Og hvor var det en fantastisk dag. På trods af regn og skyer. Netop den tunge regn fik de varme-forvænte australier til at trække “vi vil hjem”-kortet langt tidligere end os med 4-årig eventyrer “på slæb”.

Minder fra Legoland

Mine forældre har fotoalbum med adskillige billeder af mig og min søster, som graver guld i Legoland. Med indianerfjer i håret har vi de fedeste oplevelser, som er foreviget og gemt. Som voksen har jeg foruden i dag kun besøgt Legoland en gang. Sidst jeg var der, var Albert bare en sød lille baby, som sad i sin barnevogn. Den gang øs-regnede det. Og jeg kunne bare overhovedet ikke se det sjove i Legoland. Våd barnevogn, sulten baby osv.

Overskyet onsdag: En perfekt dag i Legoland

Men i dag var helt anderledes. For sådan en hverdag med overskyet vejr er helt fantastisk at bruge på Legoland. Vi undgik kø ved forlystelserne – og vi brugte ingen penge på is, for det var for koldt. Til gengæld fik Albert lov at få en ting i Lego Shoppen. 80 kroner brugt på isterningeforme – hvad skete der med drenge, der ikke kan få nok af legoklodser? Han vil nu have kolde drinks med is-legomænd i 😉

Chima-film i 3D var en fornøjelse

Vi var i Lego Studios for at se film i 3D. Hold nu fast en stor oplevelse. Chima-universet omdannet til film. Fed oplevelse!
Legoland er på mange måder et fuldstøbt sanseunivers, som også begejstrer en ellers ganske kritisk forbruger som mig. Også det – tror jeg – relativt nye område Atlantis er en fornøjelse. Lige en pause fra regnen og ind for at se på smukke fisk, røre ved en krabbe og lure på en haj.

Legoland – der tog du fusen på mig!

Jeg er notorisk angst for rutschebaner, luftgynger og den slags. Ualmindelig kedelig type at tage i Tivoli med egentligt. Jeg nøjes i Legoland med lidt rullende te-kopper og dét, jeg troede var et spøgelsestog. Måske jeg skulle have set på forlystelsens navn “Dragon” … Lad mig sige det sådan: Jeg fik taget min voksne rutschebane-mødom i Legoland i dag. What a ride! Hold på hat og briller – og hav ørepropperne klar, når jeg er med ombord. Hold nu fast hvor jeg skreg. Og skreg. Jeg lød værre en gris, som får kappet halen. Albert var vældig omsorgsfuld – holdt min hånd mens jeg vold-klemte hans, mens jeg skiftevis skreg og grinte. Åh gud hvor har det været et syn for dagens gæster i Legoland.

Legoland i Billund

Små glimt fra vores tur i Legoland. Kameraet kom ikke helt så meget frem som ønsket på grund af regnen … Til gengæld holdt vi i hånd og hyggede os ualmindelig meget alle tre.

Nå men øh … det gik jo sådan at jeg lod mig overtale til endnu en tur ind i dragens hule. Dragon og jeg. Totalt bedste venner. Og dog. Men det var det hele værd, for Albert har været så glad for dagen og for at begge vi forældre var aktive i forlystelserne. Det er han ikke vant til med Mor kedelig her, som hellere passer på tasker, kamera og andre pakkenelliker, mens vovehalsene er i luften. Men hvem ved …. måske skal vi se os om efter en ny pose-dame næste gang vi skal i Tivoli eller Legoland ….

Af sted skal vi helt sikkert igen. Med kun ca. 45 minutters kørsel til Legoland har vi allerede besluttet, at vi tager en hverdags-tur mere, før sommeren er forbi.

 

For evigt for altid

I dag skal min bedstemor bisættes. Det er et svært farvel på trods af, at hun har haft tæt på 90 gode år med minimal sygdom – mange gode oplevelser og stor kærlighed. Men at sige farvel for evigt – for altid er svært, når man har mistet et kært menneske, som har betydet meget.

Solen skinner fra en skyfri himmel. Skulle min bedstemor selv have dikteret vejret til i dag, var det solskin, hun ville have valgt. Jeg skal bære kisten sammen med min søster, fætre og kusine.

Sammen siger vi farvel – for evigt til en kvinde, som på sin egen stille facon har betydet uendeligt meget for os alle.

Dødsfaldet har givet anledning til mange svære men gode samtaler med min 4-årige søn. Han var tæt knyttet til sin oldemor. Og derfor var han også med inde for at se hende, da hun døde Kristi Himmelfartsdag. Bagefter kan man altid diskutere, om børn skal have sådanne oplevelser med sig. Men hun lå der i sengen så fin og skrøbelig. Mit indtryk er, at det var godt, han fik sagt farvel sammen med mig og min mand. Men spørgsmålene om døden, hvad der sker, når man er død, om man står op eller ligger ned – om man har hud eller bliver et skelet med det samme – om oldemor kan se os og alt der imellem, er faldet i en lind strøm. At sige farvel for evigt er svært. Både for store og små.

Ferie man ikke vil hjem fra

Når ferie med familien er en fornøjelse

Ferie med svigerfamilien. Der er dømt ferietid. Tid til sol, kølig hvidvin, swimmingpool, feta og kulhydrater i lange baner. Livet er godt. At rejse er balsam for sjælen.

Vi rejste med Spies til Kipriotis Village i Kos by. Et skønt sted for børnefamilier – og for os som kan lide drinks, der smager af saftevand 😉 Jeg fik på denne ferie genfundet min tidlige ungdoms “isbjørn”-drinks. Åh blåt saftevand … Og så kan man roligt sige, at jeg fik styret min hang til feta. Til hver eneste frokost og aften var der dømt friske tomater, agurker, tzaziki, salatløg og feta en masse.

Grækenland har genfundet sin plads som et godt rejsemål. Kos har i hvert fald vist sig at være godt.

Ferie på Kos

Ferie på Kos - Kipriotis Village med Spies

Harzen med Happy Days

Okay – jeg indrømmer det. Jeg er ikke typen til køreferie til Harzen, hvor indlogeringen foregår på et mindre familie-drevet hotel.

Jeg er meget mere til flyve-ferie til varme, sol, pool og luksuriøse omgivelser.

MEN … jeg har i den seneste uge erkendt, at jeg tog fejl. Jeg er OGSÅ til køreferie til Harzen. Det har været en fantastisk mini-ferie til Braunlage, hvor vi boede på Zur Erholung. Et mindre hotel – ikke særlig rent. Men hyggeligt. Med de nødvendige fornødenheder. Og med god plads; et større areal uden for bød på legeplads, gåture, golfhuller og små gynge-sofaer.

Harzen med Happy Days til Zur Erholung

Vi bestilte turen hos Happy Days; det var ualmindeligt billigt. Og måske kan det endda gøres endnu billigere, hvis man bestiller direkte hos Zur Erholung. Hvis jeg husker korrekt gav vi ca. 2200 for to voksne og et barn for tre overnatninger inkl. morgenmad og aftensmad.

Braunlage er en del af det gamle Østtyskland. Byen ligger i nærheden af Bloksbjerg – Brocken – og med Wurmberg lige i udkanten af byen. Vi tog med damplokomotiv på den historiske jernbane fra Wernigerode Westerntor op til toppen af Brocken.

Wurmberg besteg vi to gange. Begge gange med svævebane. Jeg har højdeskræk. Men min tre-årige charmetrold af en søn fik mig overtalt. To gange. Og jeg overlevede og formåede også at nyde udsigten.

Harzen har været et godt bekendtskab for vores lille familie. Vi vender helt sikkert tilbage. Og er du til vandreture, bjerglandskaber og hyggelig midt-tysk stemning, så bør du unde dig selv et besøg i Harzen. Jeg har besluttet, at næste gang vi kommer på de kanter, skal vi bo i Goslar. En herlig gammel by, som er fyldt med historie, smukke bindingsværkshuse og finurlige figurer på facaderne.