En tur i Sdr. Anlæg

Man kan jo enten sætte sig og ned og hyle i sit stille sind over, at påsken 2017 ikke har budt på solskin og varmegrader, som har tilladt bare arme og solstrejf i ansigtet. Men man kan også hoppe i det lune overtrækstøj og trodse vådt græs og kulde … det gjorde vi langfredag, og det blev til nogle hyggelige timer i Sdr. Anlæg i Herning. Her er ænder i søen, spirende grønt, som vidner om, at varmen er på vej, legeplads for store og små, tarzanbane for de modige og skønne stier for os, der bare vil slentre og lade tankerne bundfælde sig.

Jeg elsker, at min by giver mig den slags muligheder. At jeg kan tage mine drenge med på tur – at vi kan få en oplevelse lige her, hvor vi bor.

Nybyggeri snart klar til indflytning

Nå men … så gik tiden. Og blog var blog. Livet er levet offline. Tiden flyver, når man er mor til to mindre børn, har lidt mere end fuldtidsjob, har et veludviklet socialt gen og sætter gang i et husbyggeri.

Om fem uger er vores nye hjem klar til indflytning. Et helt almindeligt parcelhus – et typehus fra Huscompagniet. Det havde jeg svoret, vi skulle. Men man har som bekendt et standpunkt, til man får et nyt … Og snart er der 164 kvadratmeter hus klar til os. Med en helt almindelig økonomi som vores, hvor der ikke er store penge-opsparinger i banken eller under madrassen, er der nogle naturlige begrænsninger i sådan et byggeprojekt. Garagen er lille – den overdækkede terrasse mindre end man kunne drømme om. Køkkenet er standardlåger fra HTH, drengenes værelser er med gulvtæppe og drømmen om et stort drivhus er ikke realiseret. Men … det betyder intet. For vi har snart plads at boltre os på og så har vi et HELT NYT hus, som kræver minimal vedligeholdelse. Og det ved jeg, vi kommer til at sætte pris på. Som familie har vi altid manglet plads. Nøjagtig som vi altid har manglet håndværkersnilde til at finde ud af alle de fiks-fakserier et ældre hus kræver. Men nu skruer vi os ned i bedste parcelhus-player-suit og satser på, vi finder ud af at finde os til rette i nybygger-kvarteret. Vi glæder os!

Vi har solgt vores hus

Huset er solgt. Vi skal finde en ny bolig, som skal være rammen om vores familieliv.

Burde være nemt, ikke?

Det er det ikke!

Hvor skal huset ligge?

Hvor stort skal det være?

Hvad må det koste?

Skal det være lav-energi?

Skal der være frugttræer i haven?

To badeværelser?

Kælder?

Carport?

Er det ok at bo ud til et vejkryds?

Hvad betyder det, når liggetiden er lang?

Hvornår ved man, at det er DET hus?

Vi søger videre …

Jamen halløj hverdag – mens vi venter på Croozer Kid 1

Hold da fast. Jeg skal lige love for, at hverdagen har ramt os med et brag.

6.20: Bip, bip, bip
Op – hurtigt bad.
6.28: Baby vil op.
6.28: Med vådt hår tripper man ind og forsøger at give en sut og få ro, mens man overvejer, hvordan man når at få tøj på, før begge børn er vågne.
6.29: Nå … tøjet må vente. Der er en tung tisseble, der skal af og noget nattøj, der skal skiftes ud med rent, friskt tøj. Nå for søren … dynen er våd – ej, det er natbukserne også. Nå .. af med sengetøj og babyens nattøj.
6.34: Endelig kan baby blive skiftet. Det er lidt koldt at stå og trippe med det våde håndklæde som eneste påklædning.
6.38: Hurtigt i noget tøj.
6.40: Kalde på det ældste barn. Finde tøj til ham. Kalde igen. Alt imens man går ned ad trappen for at gå i køkkenet og lave havregrød til yngstebarnet.

Ja – du kender det jo. Den minutiøse planlægning – der er ikke meget, der skal skride, før alle kommer lidt for sent ud af døren.
På mandag begynder Baby G. i dagpleje. Vi har vente LÆNGE på den plads. Nu er den her. Og det bliver godt. Men hold nu da op, hvor er det ambivalent at sende sin “bette” baby (ja, ja mega store 10 kilos baby) i dagpleje. Velkommen til mange, mange års institutionsliv min dreng.

Nå men jeg har også fået job. Så vi skal ud af døren på et bestemt tidspunkt alle sammen. En i skole, andre på job og en i dagpleje. Min opgave er at få ældste barnet i skole og afleveret den lille i dagpleje. På cykel. Det er fint nok. Køreturen er ikke lang. Men det er lidt frem og tilbage. Vi har investeret i en mindre karat til baby G. Han skal jo fragtes ordenligt frem og tilbage uanset vejret. Så … jeg har købt en børnecontainer til cyklen. Sådan en Croozer Kid 1. Overvejede længe om jeg bare skulle købe en billig en i et supermarked eller en billig og brugt en via en af de mange salgssites på nettet. Men vi endte med at gøre kort proces. Sikkerhed og brugervenlighed er vigtigt. Og med Croozer Kid 1 fr vi også leveret en ekstra sidde-beskytter til mindre børn. Jeg glæder mig da egentligt helt til at prøve at cykle med den.

Jeg er hverken sponsoret eller støttet af Croozer Kid eller ladcyklen. dk - jeg er bare meget forventningsfuld og glæder mig til at haspe vognen på min cykel og transportere min yngste søn i dagpleje. I egen karet.

Jeg er hverken sponsoret eller støttet af Croozer Kid eller ladcyklen. dk – jeg er bare meget forventningsfuld og glæder mig til at haspe vognen på min cykel og transportere min yngste søn i dagpleje. I egen karet.

Det bliver vel ca. kl. 7.45 jeg træder i pedalerne og fragter Baby G. afsted.

Velkommen hverdag. Jeg holder af dig. Men jeg skal lige finde ud af dig, for du har ændret dig en smule.

Tak for alt, Sally

Det er en sort dag, selvom solen skinner. Vores skønne, søde cocker spaniel Sally har i dag fået fred. Vi har valgt det på hendes vegne for at afslutte et langt og sejt sygdomsforløb, som aldrig ville ende. Men det er ikke en nem beslutning pludselig at gøre sig til herre over liv og død. Heller ikke på et dyrs vegne. Vores søn Albert er naturligt nok helt ødelagt af sorg. Sally var i sandhed hans hund og legekammerat – en rigtig ven. Vi fik Sally, da vi ikke kunne få børn. Og da hunden var et år gammel, kom Albert til verden. Så de har haft knap seks år sammen. Mit hjerte gør ondt ved tanken og synet af det tab, han gennemlever i disse dage. Vi forsøger at være stærke og støtte ham så godt vi kan.

Tak for alt, Sally. Du tog os med storm. Fra din første entre i huset til din sidste tur ud af døren her til morgen. Må du finde fred for sygdom og møde noget rart, der hvor du er nu.

20140814-104604-38764267.jpg

Knuthenborg Safaripark: Jeg døber dig i faderens, sønnens og Lille Pers navn

Forrygende, fantastisk besøg i Knuthenborg Safaripark

Lolland. Det smager ikke meget af safari men ret meget af udkantsområde med tomme huse, lukkede fabrikker og mangel på arbejdspladser.

Men Lolland er meget mere end de synlige konsekvenser af urbanisering og globalisering. Lolland er nemlig også Knuthenborg Safaripark. Vi besøgte for første gang safariparken St. Bededag, og sikke en festlig dag. Som journalister  og bloggere var vi inviterede til at overvære navngivningen af de syv både, som fragter gæsterne rundt i den nye, store vandrutsjebane Congo Splash. Og da det kunne lade sig gøre at kombinere presseturen med en overnatning på Bandholm Hotel og selskab af min svigermor, var vi ikke sene til at tage afsted.

Knuthenborg Safaripark

Christoffer Knuth bød indbudt presse og øvrige gæster velkomne til den officielle åbning og navngivning af Congo Splash.

Plads til armbevægelser for mennesker og dyr

Min mand har gennem årene besøgt mange zoologiske haver, jeg selv har været vant til at komme i Løveparken i Givskud og Jyllands Park Zoo – så lad mig slå fast med det samme: Knuthenborg Safaripark slår det alle med flere længder. Parken er anlagt som en engelsk have, og det vil sige, at der faktisk er rigtig pænt og midt mellem planter, græs og træer dukker gamle, engelske huse op side om side med giraffer, gnuer og vandbøfler.

Eksotiske dyr er der i sagens natur massevis af. Vi var særligt imponerede over, hvor tæt vi kom på tigrene, som gik lige uden for bilens vinduer – og aberne, som sprang rundt på “traktor-bussen”, som kørte os rundt i det særlige abe-område. Plads er der massevis af. Faktisk er der 23 kilometer vej rundt i parken. I store områder er det muligt at komme ud af bilerne og komme helt tæt på dyrene – andre steder må du hverken have bilens vinduer åbne eller banke på bilruderne for at fange opmærksomheden fra de store vilddyr.

Knuthenborg

Billeder yder hverken natur eller dyr retfærdighed. Hvis du kan lide at fotografere, er jeg sikker på, du vil have en fest med at fange dyrene i Knuthenborg Safaripark med linsen.

Albert har talt om dyr og hylet som en ulv lige siden, vi kom hjem. Og fortalt om Lille Per aka Sigurd Dalgas. Den ni-årige skuespiller skulle nemlig sammen med Christoffer Knuth (ejer og direktør i Knuthenborg Safaripark og udstyret med den fine greve-titel) indvie vandrutsjebanen officelt. Så med en godt rystet Hindbær-brus navngav Lille Per de forskellige både. Albert var så heldig at få en snak med Lille Per allerede, da vi ankom som nogle af de første gæster, og det var vist både ham og hans farmor, som var lidt starstruck over at stå ansigt til ansigt med “ham der fra filmene” …

Turen fra Herning til Lolland er lang. Og vi er helt realistiske omkring det, så vi kommer ikke til at besøge Knuthenborg Safaripark hvert år. Men vi har allerede talt om, at vi hvert andet år bør lave en tur til Lolland for at komme tæt på dyrene og lege på det, som Albert hurtigt udråbte til at være: Verdens fedeste legeplads.

Knuthenborg Safaripark

Hoppepuden på den store legeplads var et kæmpe-hit hos Albert, som lystigt sprang rundt som en kænguru. Det var en fornøjelse at opleve en stor legeplads, hvor der både var tænkt i de små børn og de lidt større.

Congo Splash prøvede vi ikke. Min højgravide mave skulle ikke igennem den tur – ellers tror jeg nu nok, jeg havde prøvet. Selv om jeg er lidt en kylling. Albert turde ikke, og min mand Brian lurede, hvor vådt tøj man fik af turen og tænkte, at det nok var bedre at tage den tur en dag, man har en ekstra t-shirt med  (tip: Husk et regnslag eller ekstra sæt tøj – glemmer du det, så jeg i informationen, at man kan købe poletter til en tørretumbler …).

Dagen efter vi kom hjem, skulle Albert og jeg hente vores hund i hundepensionen – han kunne genkende vejen fra turen mod Lolland. Og spurgte: Skal vi ikke køre til safariparken igen i dag?

Større anbefaling kan det sted vist ikke få …

TIP til dig der vil til Knuthenborg Safaripark:

  • Du kan medbringe picnickurv – der er gode faciliteter til at spise ved borde og bænke rundt i parkanlægget. Det er også muligt at købe mad i parken.
  • Husk ekstra tøj – og er det sommer, så husk også noget badetøj til vand-legepladsen.
  • Har du lyst til at overnatte tæt på parken, er Bandholm Hotel et godt sted. Vi boede i en mindre ferielejlighed i hotellets anneks. Det kostede for fire personer 995 kroner inkl. morgenmad.
  • Min mand som ikke er den store øl-drikker, var ret begejstret for den lokale bryg fra Krenkerup Bryggeri. Det kan købes i SuperBrugsen lod vi os fortælle … vi fik ikke nogle med hjem.
  • Skal du have softice, så bestil den store … den lille til 28 kroner (hvis jeg husker korrekt) er faktisk bare alt for lille …

Som en sidegevinst har jeg fattet interesse for det historiske omkring familien Knuth og godset Knuthenborg – så der er lidt at læse om, når barslen går i gang …

 

Ud at køre med de skøre

Forår, ferie og familien på cykel

Vi har haft en skøn påske. Virkelig. Med besøg hos familie og venner – og dejlige afslappende aktiviteter på hjemmefronten så som rengøring af havemøbler og stakit – alger gå væk!

Familien på cykel-tur

Faktisk tror jeg, vi i denne mini-ferie har ramt en række aktiviteter, som både store og små har haft fornøjelse ud af. Sådan på familiemåden har vi været afsted på cykeltur i den spæde forårsvarme. 7 kilometer blev det til. Hvilket er noget af en bedrift for små fem-årige ben, som lige skal blive fortrolige med den store cykel med gear. Men som den selvsikre cyklist udbrød: Mor, jeg er da klar til at køre cykelløb nu …

pumpe cykel

Når man skal cykle, er det jo godt, man har styr på, hvordan man pumper dækkene før afgang. Den fem-årige vil gerne hjælpe til med alt – og hvis voksne tvivler på, at opgaven lige passer til ham, lyder det: Jeg kan altså godt! Og det kan han jo som regel …

Som mor skal jeg lige vænne mig til, at min lille store dreng pludselig er så selvkørende på mange ting – og jeg skal fortælle mit hjerte, at det ikke skal sidde helt oppe i halsen, når vi cykler ned ad stejle bakker og op af dem igen. For den fem-årige har styr på det … siger han i hvert fald. At udenforstående så må tænke sit baseret på slinger og sjove udbrud, er en helt anden historie … ud at køre med de skøre, ikke?

 

Arla-økodag: Er der kerner i kærnemælk?

Og han rystede, og han rystede. I håbet om at der kom kærnemælk på toppen og smør i bunden. På dagens udflugt til Arlas økodag fik vi, som sikkert alle andre – en shaker godt fyldt op med lækker økologisk fløde. Ryst i fem minutter og du har smør og kærnemælk, lød det fra den erfarne mælkedreng til manden min. Og det gjorde han så. Mens vi gik rundt og så på køer, klappede kalve, lurede på en pony og aede små nyudklækkede kyllinger.

Økodag

Økodag 2014 – igen et stort hit at komme på besøg hos køer og kalve.

Den fem-årige er hysterisk angst for at spise kerner i sit brød – en helt anden historie – og da han hørte om kærnemælk på toppen af smørret, kom spørgsmålet: Jamen er der virkelig kerner i kærnemælk?

Nej, min dreng det er der ikke. Kærnemælk er blandt andet det, der er i koldskål, som du jo er ret vild med.

Nå ok.

Men hvorfor hedder det så kærnemælk?

Jo altså … i gamle dage så kærnede man selv … og her var den fem-årige videre til et nyt interessant bekendtskab: “Halm-hoppeborg”, og jeg slap for at komme nærmere ind på mine manglende mejeri-kundskaber (og jeg som ellers har været til mange fester på landbrugsskolen i Dalum og drukket om kap med mangt en mejerist in spe ….).

Økodagen var igen i år en skøn oplevelse. Men havde været rart, om jeg var så klog, at jeg også sørgede for, at jeg selv havde fornuftigt varmt tøj på, for jeg klaprede tænder i den bidende kulde. Men mit afkom var selvfølgelig forsvarligt klædt på i termojakke og regntøj. You live and learn … maybe 😉

PS: Fløden blev aldrig til andet end flødeskum …

Julemarked i Flensburg

Duften af glühwein, honningkagehjerter bredte sig med duften af gris på pind, friturebagte “æbleskive-kage-tingester”, da vi ramte midten af Flensburg i går. Vi var kørt fra Herning til Flensburg for at opleve det julemarked, som især jeg havde hørt så meget godt om. Men for dælen da …. vi var helt møre, da vi en håndfuld timer senere satte os i bilen for at køre mod nord igen. For Flensburg var – som så mange gange før – en skøn oplevelse. Men i går var der så mange mennesker samlet i de smalle gågader, at det hyggelige og sjove druknede i hele tiden at holde styr på 5-årig. Og han hyggede sig faktisk ikke særlig meget. Til sidst fik han et regulært nedbrud, hvor han råbte og skreg – ville intet. Der var ikke andet at gøre end at tage mod bilen, som holdt parkeret ved Rothe Strasse i Flensburg.

Men er min 5-årig først gået ned på denne her måde, er han ufattelig svær at samle op igen, før han får ro. Så turen til bilen var et helvede. Og da han løb hen over en vej uden at se sig for mens han råbte: Jeg vil bare dø!, kunne jeg have sat mig ned og tudet. For dælen hvor var og er det svært at håndtere de følelsesudbrud. Om jeg begriber, hvor han har fanget, at det med døden nok er den værste trussel at komme med … I brandmandstag fik min mand løftet ham afsted – mens vi mærkede alle de nysgerrige og undrende blikke i vores nakke. Jeg havde lyst til at skrige højt og bede folk holde deres nyfigne blikke hos sig selv.

Da vi endelig nåede bilen, var der ro på situationen igen. Sådan da. Jeg forsøgte at tale med 5-årig om hans opførsel – og i særdeleshed hans udtryk om døden. Jeg kan være bekymret for, han ikke helt forstod, hvad jeg sagde.

Køreturen fra Flensburg til Herning foregik med et stk. barn på bagsædet, som hvert femte minut spurgte: “Er vi snart hjemme” og et par forældre på forsæderne, som bed sig i læberne for ikke at råbe “Så hold dog K***!”

En ting er sikkert, vi har lært noget af turen til Flensburg i går. For det er ikke første gang, vi har oplevet et sådan nedbrud. Og der viser sig nogle fællestræk, når det sker: Alt for mange mennesker på for lidt plads og alt for mange “nej det må du ikke”, “gå ordentligt”, “lad nu være med det” og så videre i den dur. Så julemarked i Flensburg er dæleme hyggeligt – for de voksne. Men det er ikke for nysgerrige 5-årige, som kræver plads og rum.

På onsdag skal jeg alene på overnatningstur med 5-årig, som skal fotograferes til Vores Børn. Jeg har af mange årsager glædet mig til turen. Men med gårsdagens oplevelse in mente kan jeg frygte, hvordan det bliver. Selvom vi har krammet og lovet hinanden, at vi skal holde sammen, når vi er alene på tur – og det betyder, at man ikke må råbe og rende væk.