Når søvn er en by i Rusland

Det er SÅ nemt at have en baby.

Det har jeg hørt mig selv sige et utal af gange, når talen blandt venner og veninder er faldet på forældreskabets udfordringer. Og jeg har seriøst ment det. For Albert var, som jeg husker det, en nem, glad og tilpas baby. Om det er derfor, jeg er blevet taget med bukserne nede og frustrationerne hængende ud af halsen, ved jeg ikke. I hvert fald har jeg nu en fire uger gammel baby, som har svært ved at overgive sig til søvnen. Særligt om dagen. Han sover i korte, korte intervaller. Jeg når knapt selv at lægge mig eller komme på toilettet eller børste tænder, før han igen er vågen.

Om natten går det for det meste fint. Altså på nær lige eksempelvis i nat, hvor jeg virkelig kunne have brugt en voksen til at tage over. Lille G var vågen fra kl. 23 til klokken tæt på 4 – det eneste han ville var at spise, spise og spise. Sove? Næh nej tak. Og det på trods af tydelige tegn på søvnmangel.

Vi har haft aftener, hvor han har grædt utrøsteligt, og der er ingen tvivl i mit sind – han græder, fordi han er over-træt. Han har seriøst dage, hvor han fra kl. 9-24 max. har sovet tre timer.

Lige nu sover han trygt i sin barnevogn. Det er en succes. Første lur i dag var på ca. en time. Denne anden lur har ind til nu varet 1½ time. Og klokken er 15. Så der er håb for, at der kommer mere søvn på kontoen i dag. Det vil gøre ham godt. Og mig … For jeg er tyndslidt af alt for lidt søvn.

Sundhedsplejersken har forklaret, at vi skal understøtte ham i at sove videre – fordi han åbenbart er den type baby, som nemt kommer ud af den dybe søvn. Men jeg må tilstå, at når jeg har vadet 4-5 kilometer med barnevognen, ikke har fået ordentligt mad og mangler søvn, så er det svært at overskue lige at trille en ny tur med vognen i håbet om, at det er det, der skal til.

Bort set fra den manglende søvn, så er Gabriel en skøn baby, som faktisk ikke græder meget – som er mere og mere opmærksom på sine omgivelser og basker rundt med arme og ben fuldstændig som han skal.

Jeg forsøger at undlade at stresse over den manglende søvn, men jeg må tilstå, at det ind imellem er svært. Til gengæld stresser jeg ikke længere over hans vægt. Første uge hjemme gav ikke en tilfredsstillende vægtøgning, så jeg fik at vide, at jeg skulle supplere ham med modermælkserstatning på flaske. Det har jeg gjort to gange dagligt – ca. 60 ml pr gang og enkelte gange 90 ml. I går blev han vejet, og nu havde han sørme snuppet 400 gram ekstra på sidebenene, så det bekræftede mig i, at min mælk til ham nu ikke er så ringe endda – og at jeg måske nok kan skrue lidt ned for erstatningen igen. Sundhedsplejersken var helt enig. Så nu ser vi det an i de næste 14 dage, før næste vejning. Jeg fik det skubbet en uge, for jeg har ganske enkelt eksamensstress over de vejninger hver uge – og når nu det ikke er strengt nødvendigt længere, så er jeg gerne fri.

Anyway – i dag 4 uger. 55,5 cm lang og en vægt på 4.150 gram. Skøn og fin baby.

Mor – jeg er en Ninjago …

Fra Postmand Per til Lego Ninjago

Min søn er gået fra at mene, at Postmand Per er den største helt af alle til at være optaget af ninjaer, karatespark og Lego Ninjago og af og til også Lego Chima.

Det kræver lidt omstilling oppe i mit hoved, for hvordan er det lige, at min lille, uskyldige dreng passer ind i de lidt vilde universer? Nå … men som den gode mor jeg er, følger jeg med barnets og hans udvikling.

Ninjago på tøjet

Det betyder også, at jeg skal tænke anderledes i forhold til hans påklædning. Så selv om jeg ikke er vild med meget farvestrålende tegneserie-print, må jeg overgive mig. Lego Ninjago og Lego Chima fås nemlig også på forskelligt tøj. Og så er det jo heldigt, at bukser og shorts fås i pæne, ensfarvede udgaver – og med et par blå shorts fra Lego Wear i skabet allerede, er det lige nu mest trøjer og t-shirts, jeg skal kigge efter (i øvrigt så er shorts geniale, for de holder i hvert fald til min dreng mere end en sæson – godt nok lidt kortere fra år til år, men …. 🙂 )

Så … den kommende storebror vil knuselske mig, hvis jeg køber det her tøj til ham:

tøj fra Lego

Alt tøjet kan købes hos legowear.dk

Jeg har tidligere rost en fleecejakke, som er gået i arv fra det ene barn til det andet og tredje. Jeg kan se, at Lego Wear nu har nedsat nogle af deres fleecetrøjer. Det er en oplagt mulighed for at købe en lun trøje til efteråret – for lige nu synes jeg, vi skal satse på kun at få brug for badetøj, tshirts og shorts.

Dette indlæg er sponsoreret – men ord, meninger og tanker er mine egne.

Lillebror til en stolt storebror

MD-scanningen i går afslørede, at maven gemmer på en lillebror. Ikke den store overraskelse for mig, for min intuition var nået frem til det. Og – fødes der flere drengebørn efter fertilitetsbehandling? Det har jeg en fornemmelse af omend jeg intet har at hænge det op på.
Den kommende storebror er så stolt og glæææder sig til lillebror ankommer.

Nå men selve MD-scanningen skal gentages på mandag for på trods af 40 minutters scanning, hop på gulvet og skub på maven, ville lillebror ikke vende sig med maven frem mod scanningsudstyret – så det var ikke muligt at gennemføre flowscanning osv. Men alle organer ser helt fine ud, og det er derfor ikke en ekstra scanning som giver anledning til panik.

Og nu går jeg nok snart lidt amok i babytøj til lillebror for sommergarderobe i str. 56 har jeg intet af. Men mon ikke vi kan forvente høj sol, så jeg primært skal have bodystockings og små huer 😉

5-årig hystade giver træt, små-hysterisk mor

Uhhh … jeg puster ud og tager en stor slurk af min halvlunkne kaffe. Det kræver sin kvinde at håndtere en 5-årig med spansk temperament og tysk stålvilje. På mange måder mit spejl. Desto mere provokerende måske …?
Humørskalaen hos den 5-årige går fra “søde mor til du er verdens dummeste”. Mit overskud er ærlig talt ikke ret stort, så jeg har ikke nemt ved at bære over med barn, der nægter at spise aftensmad (han er så kræsen …) og morgenen efter har så lavt blodsukker, han er sur, når han vågner. Alt er en kamp. Til han får en banan og et stykke brød. Konsekvensen af aftenens irriterende grænsesøgende humør er en dag for den 5-årige uden tv og iPad. Stor bøde i hans verden.
Nu vil jeg drikke resten af min kaffe, pakke min taske og cykle de 3 km. ud på mit kontor. Så er hovedet forhåbentligt klar til at møde dagens øvrige udfordringer. På godt og ondt.

Omkring gravstedet før børnehaven

I foråret sidste år døde min bedstemor – Alberts oldemor. Hun havde levet et langt og godt liv, men efter kort tids svær sygdom sov hun stille ind. Albert havde et ualmindelig tæt og nært forhold til sin oldemor. Og han så hende, da hun lå død i sin seng – som om hun sov, lå hun der og modtog kærlige ord, klem og tårer fra os, der stod hende nær. Den gang var jeg meget i tvivl; skal en 4 årig se et dødt menneske? Kan han håndtere det – kan vi håndtere det? Men vi traf altså en beslutning om, at det kunne vi i fællesskab håndtere. Velvidende at vi har en tænksom søn, som funderer og reflekterer meget over stort og småt. Således også over døden og dét, at oldemor ikke længere kunne lave æbleskiver og dele krammere ud.

Gravstedet som er blevet det nye sted, oldemor og oldefar bor, ligger få kilometer fra hvor, vi bor. Derfor er det heldigvis nemt at komme derud, når trangen melder sig. Fra både store og små. Og hvis jeg tidligere har tænkt, at det der med et gravsted måske er unødvendigt, så tager jeg fejl. For det er i den grad rart at have et sted, hvor man kan gå hen, når sorgen er overvældende og savnet bider sig fast. Det har vist sig rigtigt både for mig og for mit barn.

I månederne der er gået, har vi af og til besøgt gravstedet, hvor oldemor ligger begravet side om side med oldefar. Vi har talt om oldemor – Albert mener, han kan se hende oppe i himlen, og han kommer af og til og fortæller mig, at oldemor siger til ham, at jeg er sød. Spørgsmålene om døden og livets afslutning har været mange – lige fra: Hvornår falder huden af knoglerne? Står man op, når man er begravet? Ligger de ved siden af hinanden? Kan de døde høre, hvad vi siger?

I morges kom snakken op igen … Og Albert ville gerne på kirkegården og besøge gravstedet – for han havde lavet en tegning, som oldemor skulle have. Så i morges, hvor vi heldigvis havde god tid, tog vi turen til kirkegården, før vi kørte i børnehave. Og fik lagt en tegning på graven. Mens vi hver især fik sendt en hilsen afsted til oldemor og oldefar.

gravsted

 

En snak om amning

Jeg har været til første jordemoder-konsultation i dag. 15+5 – wow lige om lidt går jeg i 17. uge. Vildt nok at tænke på. Tæt på halvvejs er jeg.

Nå men der sad jeg så og skulle svare på stort og småt om mig, mit liv, vores liv, min sidste fødsel, mit ammeforløb osv. Alt i den bedste mening. Jeg ved det. Alligevel har jeg lidt den der snigende fornemmelse af, at jeg sidder og spiller min tid. For jeg har jo fortalt de samme ting til nu hhv. min egen læge og en fødselslæge – jeg bliver jo fulgt tæt pga. min manglende skjoldbruskkirtel … Nå men jordemoderen var sød. Meget omhyggelig. Og lydhør. Amning er et big issue for mig. Eller det var det sidst. For det tærede på mig, da jeg fik en rigtig svær opstart på amningen sidst. Lidt stolt blev jeg da, da jordemoderen i dag konstaterede, det var flot, jeg havde ammet i 5 måneder med den opstart. Wow – det havde jeg aldrig tænkt. Tak for at vende mine negative tanker.

Anyway – der er allerede tidligt i forløbet fokus på amningen, og jeg får nu tilknyttet en ammerådgiver, som er en sygeplejerske med en særlig viden om amning. Det er på den ene side vildt svært at forholde sig til allerede. På den anden side så er jeg dybt imponeret over, at det er et emne, der tages SÅ alvorligt i sundhedssystemet.

Meget apropos mit eget personlige fokus på amning i dag så faldt jeg på Facebook i dag over en tråd, hvor kvinder i mit netværk diskuterede amning og længden af ammeperioden. Et par stykker er åbenbart langtidsammere, hvilket vil sige, de har ammet deres børn til de har været tæt på 3 år. Jeg sætter personlig frihed højt. Og folk må gøre, som de vil. Men jeg må tilstå, jeg ikke forstår trangen til at amme så længe. Husker for mange år siden jeg så et barn i en indkøbsvogn i Føtex hive op i sin mors trøje for at få en tår mælk. Han har nok også været ca. 3 år. Det var meget grænseoverskridende for mig at være vidne til. Og mon dog jeg har været den eneste? Hvad det er, der gør det grænseoverskridende for mig, er jeg ikke helt afklaret omkring. Men måske er amning i mit univers noget, der foregår, når barnet er spæd/baby – og ikke når det er så stor, det selv kan spørge efter det. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvem det er godt for med langtidsamningen – moderen eller barnet? Hvis behov er det, der bliver dækket?

Jeg håber, jeg kommer til at få en god amme-oplevelse her anden gang. Men jeg er helt indstillet på, at det kan være, jeg falder på flasken, hvis min sygdom gør, jeg er nødt til at gå på noget medicin. Det er i så fald plan b. Men plan a er amning. I 5-6 måneder. Jeg glæder mig i øvrigt til at se, om jeg denne gang kommer i en mødregruppe, hvor andre også ammer. Sidst var jeg faktisk den eneste, der ammede – de andre havde af forskellige årsager fravalgt det. Så i den sammenhæng var amning meget sært, og jeg følte mig ganske anderledes. Ammepolitiet skulle lige have været forbi den gruppe … 😉

 

Hvilken kombivogn skal vi vælge?

Jeg vil så gerne finde en let kombivogn, som vi kan bruge som barnevogn i babys første måneder og siden som klapvogn. Vi har en barnevogn med godt liggemål fra Albert – en Basson-model, som vi faktisk var ret glade for, da vi købte den. Den kører rigtig godt og har en stor, rummelig kasse til det sovende barn. Men vognen er tung at klappe sammen og løfte ind i bil og ud af bilen. Især for en som mig med dårlige led og gigtplaget ryg. Så jeg skal finde en lettere løsning – og så gemme den store barnevogn til de lange gåture og lurerne.

Vi havde en Brio klapvogn til Albert, som vi købte brugt – den var egentligt også rigtig fin. Måske køber vi sådan en igen –  brugt …

Men jeg lurer lige nu på forskellige muligheder i en tysk butik – for der er godt nok en betragtelig prisforskel. Måske er kvaliteten ikke ok – jeg ved det ikke. Men jeg tror, vi kører et smut til Flensburg og ser på udstyr. Det er i sig selv lidt vildt at tænke på, at vi skal se på udstyr. Men det skal vi, for vi kommer til at mangle både seng, pusleplads og kombivogn.

Mon du kan anbefale mig en kombivogn, som du har haft gode erfaringer med?

Lige før et større skab er nødvendigt

Hold nu op – sådan en voksende fem årig kræver en garderobe, som overstiger min fantasi. Heldigvis var der lidt bløde pakker under juletræet til ham, men ellers må jeg tilstå, at jeg er gået i gang med at jagte tilbudsvarer. For med en fem årig, som er pjattet med vand og mudder og nyder udendørslivet, er det i den grad nødvendigt med mere end en ren trøje dagligt – og flere gange i ugen er det også flere par bukser på en dag. Alene de seneste dage er vi sendt hjem med drivvådt tøj fra inderst til yderst. Ikke fordi der er noget galt med flyverdragten, men fordi Albert tager mudderbad i vandpytterne. I dag blev han spulet med en vandslange for at fjerne det værste, før frugt i børnehaven … det siger lidt om niveauet.

Anyway … De næste dage vil jeg vise jer lidt af det, jeg har kig på, som kan supplere garderoben for en dreng i voksealderen med hang til vand og mudder …

Og … ved nogen, hvornår man kan forvente, at den hang til vand og mudder aftager? 😉

En forsigtig dreng i svømmehallen

Svømmehallen. Glatte gulve. Klordampe og fugtig varme.

Hver mandag er vi i svømmehallen. Plask og leg hedder holdet, min søn går på.

Som han går ud på det gyngende bræt, hvorfra han skal hoppe ud i vandet, får jeg flashback til mine barndomsoplevelser af ikke at slå til, når der var redskabsgymnastik i skolen. Med museskridt bevæger han sig fremad. Svømmebrillerne i panden, og med dirrende ben. Hænderne holder to af hjælpe-trænerne. Forsigt fremad. Til han når ud til kanten. Men han springer ikke. Han sætter sig ned og lader sig forsigtigt glide ned i vandet. Han kigger op på mig. Stoltheden i hans øjne er ikke til at tage fejl af. Jeg tørrer en tåre væk i mit ene øje. Rørt af det øjeblik, hvor han overskred sin egen grænse. Og rørt over at være vidne til, hvordan min søn til svømmeundervisningen må finde sig i, at han ikke er hverken den dygtigste eller den mest modige.

svømmehallen

Det mest fantastiske er, at han ser det ikke selv. Han ser ikke, han ikke er i nærheden af at være så god som de andre. Heldigvis. For jeg husker selv med gru, hvor bevidst jeg var om, at jeg ikke kunne springe over hverken plint eller hest uden at gøre stop midtvejs – hvordan jeg bare fik brandsår i hænderne, når jeg skulle forsøge mig i tovene og hvordan jeg havde ondt i maven over at skulle forsøge at slå kolbøtter. Pinligt bevidst var jeg.

Det vigtigste for mig, når jeg uge efter uge sender Albert til svømning, er, han bliver fortrolig med det vand, han elsker at være i. For det gør han. Han er et rigtigt vand-plaske-barn. Men har i nogle år været panisk angst for at få vand i hovedet. Det er derfor, han ikke springer i med samme iver som de andre børn.

Han har lært, hvordan svømmebrillerne kan hjælpe ham, så han kan få øjnene under vand. Men ikke fra hop og spring. Det betyder ikke noget. Det, der betyder noget, er, at han er med og glæder sig til vi skal til svømning. Mandag efter mandag i svømmehallen.

 

 

Tag mit Lego og lad det vandre

I øjeblikket rykker vi for vildt på genbrugsfronten: Gammelt babytøj bliver solgt, vinterjakker skifter ejer, og Lego går fra den ene lille barnehånd til den næste.

Når man bliver fem år, så er Duplo Lego ikke helt så sjovt længere. Derfor har Albert været i gang med at rydde op i sin store skuffe med Duplo. Det helt fantastiske er, at jeg har solgt nogle af de store, gode ting fra Duplo, sådan at en anden dreng nu får glæde af tankbiler, skruetrækkere, politibiler og Lynet McQueen.

Billigt Lego i Bilka

Albert – ja han er klar til de små Lego-klodser og har kastet sin kærlighed på Lego City. Jeg var heldig, at jeg tidligere på året købte noget BILLIGT Lego City i Bilka under udsalg. Så jeg slog en handel af med knægten: Du giver mig dit Duplo Lego og så får du Lego City-ting af mig … Ja, lidt bestikkelse skulle der til. Den dag jeg købte de to kasser Lego City, var Albert faktisk med mig i Bilka – du kender det måske; søndag eftermiddag og endelig er der tid til at handle ind. Og med udsigt til at møde Ulven Billie, tager Albert gerne med på tur i Bilka. Selv er jeg faktisk ikke så begejstret for at handle. Men det er et nødvendigt onde. Men tilbage til indkøbet: Da vi kommer til kassen, og jeg lægger de to mindre kasser Lego City op på båndet, spørger Albert selvfølgelig, hvem de er til.

Her blev gode råd dyre. Og jeg tvivler på, han helt troede mig, da jeg sagde: De er til en dreng, der hedder Alfred.

Hallo … hvor kom det lige fra? Nå men vi kom da hjem fra Bilka med Lego, som han glemte alt om … ind til jeg fandt den ene kasse frem i lørdags: En brandbil. Lykken var gjort.

Gode tilbud på Ninjago Lego

Det er siden gået op for mig, at Bilka med jævne mellemrum har Lego på tilbud. Og med både en fem-års fødselsdag og en jul coming up holder jeg øje med priserne, når de går ned. Hos Bilka.dk faldt jeg i dag over nedsat Lego Ninjago.

70500 LEGO Ninjago Kais ildrobot

Denne Lego Ninjago-figur er fra 6 år. Mon et styk 5-årig dreng, som lige har fået øje på de små legoklodser er for lille til at lege med den?

Albert har snakket både om det og Lego Chima, meeeen … vi forældre holder stædigt fast i, at det lige i første omgang er Lego City, der passer til en 5-årig. Men så er det jo heldigt, man har nogle fætre, som er lidt ældre, og som har Ninjago og Chima Lego man kan låne, når man ses …

Og … trommehvirvel … Jeg har samlet en politi-atv og en firhjulstrækker i Lego. Stolt mor! 😉

Dette indlæg er sponsoreret. Men ord, tanker og meninger er mine egne!