Børnefamilier anno 2014: Har vi det reelt så meget sværere?

Er det bare mig, eller er der i øjeblikket ekstra fokus på danske børnefamilier og vores vilkår? Tror ikke, der går en dag uden, at mit newsfeed på Facebook byder på et link til en kronik eller artikel som sætter spot på, hvor urimelige vilkår børnefamilier anno 2014 har. Vi knokler for at etablere karriere, sender vores børn (alt for længe) i daginstitution og har fokus på “mig selv og mig selv og mig selv” alt imens “vi” giver samfundets politikere skylden for, at mange af os er på vej ned med stress, har søvnige unger, som vi aldrig er sammen med alt imens vi kæmper med at stå klar med hjemmebag og økologiske grøntsager til aftensmaden.

Dybt suk.

Jeg er fyldt op af – særligt – kvinder fra min egen generation, som ynker og klager. Jeg får lyst til at råbe højt: Så forstå dog, at et hvert valg inkluderer et fravalg.

For er det ikke det, det handler om – at vi ikke vil indrømme over for hverken os selv eller vores nærmeste, at hvis vi vælger at satse benhårdt på én ting, så fravælger vi med det valg noget andet?

Mit barn har haft en priviligeret opvækst ift. relativt korte dage i institutionen. Men stort set hver dag er jeg blevet mødt med: Hvorfor skal jeg hjem nu? Jeg vil gerne blive. For det er jo her, hans fællesskab er. Og hvis behov er det så, at han skal hjem kl. 15? Mit eller barnets?

Så den seneste tid har jeg/vi hentet senere. Og bragt tidligere. For barnets skyld. Tro det eller lade være. Ja, det har givet os færre timer sammen. Ja, det har givet flere timer at arbejde i. Har det givet mere stress? Nej.

Hvorfor ikke? Fordi vi er benhårde til at prioritere i vores lille familie. Vores fritid er ikke fyldt op af prestigefyldte fritidsaktiviteter, som barnet skal hentes og bringes til. Vi forældre har i høj grad indskrænket vores sociale liv efter vi fik barn. Ikke fordi vi ikke fortsat holder af vores venner og nyder at give den gas i bylivet, gå på cafe og alt det der. Vi gør det stadig. Bare ikke så tit som før, vi fik barn. Fordi vi har indset, at noget andet er mere vigtigt: Nemlig at have et familieliv i balance. Og de parametre vi selv kan skrue på handler i høj grad om fritid. Derfor er der max. en fritidsaktivitet til barnet – sådan bliver det også for lillebror, når han kommer om kort tid.

Er det en løsning at gå på deltid? Næppe.

Min generation – altså alle os i 30’erne – har for manges vedkommende købt bolig, da priserne var skyhøje, og konjunkturerne på himmelflugt. Vi er fanget med store realkreditlån, som skal forrentes og afdrages. Samtidig er vi i dag fanget på et arbejdsmarked, hvor jobsikkerhed er et ord, der hører til i fremmedordbogen. Vi har ganske enkelt ikke råd til (ja, jeg generaliserer – men du forstår nok pointen …) at droppe 7-10 timers løn hver uge. Så det er ikke her, vi skal hente tiden. Hvis vi da skal hente tiden, for spørgsmålet er jo, om vi reelt har det så svært? Altså jeg er selv vokset op med en mor, som har knoklet på livet løs for at kompensere for min fars manglende eller usikre indkomst som selvstændig erhvervsdrivende. Mine forældre har haft arbejde altid. Det har altid fyldt meget. Det var vilkårene. Ja, jeg husker da godt, at jeg som barn af og til ville ønske, at min mor ikke skulle på job men kunne blive hjemme hos mig. Men jeg var aldrig ked af at være i institution. Her var mine kammerater – her var mit fællesskab.

Nøjagtig som min søn nu oplever, at hans fællesskab og tilhørsforhold er i institutionen – som nu er skiftet ud med før-skole-gruppen på friskolen. En skole som kører heldagsskole og har gjort det længe før, det blev et skændselsord blandt nogle skolebørns forældre.

Og hvor vil jeg så hen med alt det her? Tja … kunne vi ikke bare blive enige om at stoppe med at ynke – og så starte med selv at tage ansvar for de ting, vi kan ændre: Skære ned for ambitionerne for aftensmaden – ingen er endnu døde af at få serveret rugbrød, når tiden er knap. Begrænse udbuddet af fritidsaktiviteter til børnene og i stedet bruge tiden på at være sammen som familie. Og droppe alt det der selv-realiseringshejs, som kræver, at vi selv går til yoga, spinning og kettlebell-træning i show off-centre ind til flere gange ugentligt. Find gymnastikmåtten frem derhjemme og træn med børnene. De vil elske det. Eller pump cyklen og tag på cykeltur med ungerne.

Lyder jeg hellig? Tja … Det ved jeg godt, det hurtigt kommer til. Klart har jeg også dage, hvor jeg synes, det er svært at få arbejdsopgaver, barnets behov og egne behov til at hænge sammen. Men det er som regel min egen skyld og stort set aldrig noget, jeg med rette ville kunne anklage samfundet for.

Og nu fik jeg luft: Skal vi så ikke holde weekend og nyde forårets komme – droppe den dårlige samvittighed og bare være lige hér, hvor det giver mening at være?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *