Om Monica

Monica er blogger, journalist og kommunikationsrådgiver. .

En tur i Sdr. Anlæg

Man kan jo enten sætte sig og ned og hyle i sit stille sind over, at påsken 2017 ikke har budt på solskin og varmegrader, som har tilladt bare arme og solstrejf i ansigtet. Men man kan også hoppe i det lune overtrækstøj og trodse vådt græs og kulde … det gjorde vi langfredag, og det blev til nogle hyggelige timer i Sdr. Anlæg i Herning. Her er ænder i søen, spirende grønt, som vidner om, at varmen er på vej, legeplads for store og små, tarzanbane for de modige og skønne stier for os, der bare vil slentre og lade tankerne bundfælde sig.

Jeg elsker, at min by giver mig den slags muligheder. At jeg kan tage mine drenge med på tur – at vi kan få en oplevelse lige her, hvor vi bor.

Ingen Formland, ingen koncert – men alt for meget børnesygdom

Så gik der tid med det ….

Den helt store børnefri-weekend røg i svinget – ingen teater tur, ingen koncert med gode venner og ingen Formlandbesøg i dag.

Hvorfor?

Tja – den 2-årige er IGEN syg. Denne gang mellemørebetændelse. Her på tredje pincillin-forsøg, ser det ud til, at det går til leve-siden. Men nu har han så også været syg 8 dage – og dvs. at han inden for 4 uger, har været syg i mere end 14 dage.

Det er en fase. Det er en fase. Jeg hører det messende budskab, mens jeg hælder den ene kop kaffe efter den anden ned. Egne behov er sat til side, for når børn er syge, er der kun en ting der dur: Forældre. Så min kære mand og jeg har virkelig været på overarbejde: To fuldtidsjob er passet på skift, den 8-årige er nok blevet lidt overset. Men vi satser på, at der nu bliver plads og rum til alles behov. Øverst på min ønskeseddel står – udover raske børn og nattesøvn – tid til træning. I den sidste uge er det kun blevet til en gang træning. Og det er for lidt for min slatne kontor-krop!

Og her et år efter … sådan cirka

Man ved, man er en blogger med for lidt tid, når ….

Seneste indlæg er 10 måneder gammelt

Når ens bio-tekst fortæller, ens alder er 38 og at der er en lillebror i vente i sommeren 2014.

Eller også ved man, at man er mor til to aktive drenge og indehaver af et krævende fuldtidsjob og derfor har for lidt tid til at få alle de små historier ud på bloggen.

Men jeg savner at skrive. Om stort og småt. Så hvem ved … måske bliver det mere regelmæssigt det indhold, der kommer her …

Og måske er det her bare et udslag i overspringshandlinger, fordi jeg sad og shoppede gaver online – og i øvrigt ghostshoppede alverdens lækre ting til mig selv også inde på Feelunique.com – men altså … jeg forsøger at holde nice to have-indkøbene på et minimum. Og selvom en ny lipgloss, en lækker creme og en kropsolie er rar at få hjem til alt det andet, der står i badeværelsesskabet, så er det svært at overbevise nogen om, at det er need to have …

Need to have var det til gengæld, at jeg fik shoppet noget til min kære mand, som snart fylder år. Og han ønsker sig … tra-da … dufte. Selvom vi skal handle lokalt, hvis vi ønsker butikker, så må jeg bare sige, at min politiske korrekte holdninger kan være på et meget lille sted, når jeg kan få dobbelt så meget duft til det samme beløb – kom igen Matas!

Nå men og så var det så, at jeg shoppede – og så gav Feelunique mig en mulighed for, at du kan handle med 15 procent rabat – det er vel et slags affiliatelink i teknisk forstand. For hvis du trykker på det link her og handler – ja så får jeg 5 britiske pund sat ind på en “Feelunique-opsparing”. Det er vist højst 25 pund, der må komme derind og stå – og når nu man ved, at valutakursen i England er raslet ned, ja så er der stadig lang vej til, at jeg med god samvittighed kan indløse min ghost-shopping-bag …

Med et styk 2-årig ramt af ørepine, en mand med maveonde og en 8-årige der hoster – og ja mig selv lagt ned af mathed i alle celler, så er der vist her kl. 20.57 kun at sige: GODNAT!

 

Nybyggeri snart klar til indflytning

Nå men … så gik tiden. Og blog var blog. Livet er levet offline. Tiden flyver, når man er mor til to mindre børn, har lidt mere end fuldtidsjob, har et veludviklet socialt gen og sætter gang i et husbyggeri.

Om fem uger er vores nye hjem klar til indflytning. Et helt almindeligt parcelhus – et typehus fra Huscompagniet. Det havde jeg svoret, vi skulle. Men man har som bekendt et standpunkt, til man får et nyt … Og snart er der 164 kvadratmeter hus klar til os. Med en helt almindelig økonomi som vores, hvor der ikke er store penge-opsparinger i banken eller under madrassen, er der nogle naturlige begrænsninger i sådan et byggeprojekt. Garagen er lille – den overdækkede terrasse mindre end man kunne drømme om. Køkkenet er standardlåger fra HTH, drengenes værelser er med gulvtæppe og drømmen om et stort drivhus er ikke realiseret. Men … det betyder intet. For vi har snart plads at boltre os på og så har vi et HELT NYT hus, som kræver minimal vedligeholdelse. Og det ved jeg, vi kommer til at sætte pris på. Som familie har vi altid manglet plads. Nøjagtig som vi altid har manglet håndværkersnilde til at finde ud af alle de fiks-fakserier et ældre hus kræver. Men nu skruer vi os ned i bedste parcelhus-player-suit og satser på, vi finder ud af at finde os til rette i nybygger-kvarteret. Vi glæder os!

Mens vi venter på Nordea

Kender du den følelse, når der er noget, du rigtig gerne vil, men det er ikke dig, der afgør, om du skal? Som når du søger et job, du bare rigtig gerne vil have, men hvor det er den kommende arbejdsgiver, som tager beslutningen om dit fremtidige job-liv.

Cirka sådan har jeg det i øjeblikket. Vi har jo som nævnt tidligere fundet det her hus, som vi bare helt vildt gerne vil købe. Der er sådan set ikke noget problem i at købe det. Prisen er fin. Men huset skal renoveres. Og et enkelt nyt køkken gør det ikke. Så meget klogere er vi blevet. Vi taler om nyt el – og sig mig lige en gang … hvem lægger mærke til el-installationerne, når vi en gang er færdige – vi taler om nye lofter, vi taler nyt badeværelse. Vi taler kort sagt en gennemgribende renovering af husets stueetage. Men nøj hvor kan der bliver fedt. Det er bare ikke op til os, om det bliver til noget. Det er op til Nordea. “Rådgiveren” synes sådan set, det hele lyder vældigt fornuftigt. Meen … skal der åbnes for pengeposen til en 1/2-millioners renovering, skal huset kunne bære værdistigningen. Så vi krydser fingre. Holder vejret og håber, at Nordea vurderer projektet lige så rentabelt og fornuftigt, som vi gør.

Det er jo ikke til at bære, hvis det er Nordea, der skal punktere vores boligdrømme. Så mens vi venter, forsøger jeg at agere totalt cool. Bag facaden kører min mave rundt hurtigere end nogen sommerfugl kan flyve, jeg tænker for og imod, frem og tilbage. Hvad gør vi hvis – hvordan håndtere vi at …. Jeg cykler turen til job og skole for lige at se, hvordan den er – jeg ser på børnehave i området. Mest af alt forsøger jeg at distrahere den store utålmodighed, som vokser inden i mig. Mens vi venter på Nordea.

Køkkendrømme

Vi ser så tæt på at have købt vores nye bolig – det hus som skal danne rammen om vores familieliv. Det er så sindsygt spændende og angstprovokerende på en gang. For kan vi finde ud af det der med a have et “rigtigt” hus med have og massevis af kvadratmeter?

Åh jeg håber det hele falder på plads. Og alt imens jeg håber og tror på det, ser jeg på nye køkkener. For huset skal lige shines med lidt maling og et nyt køkken. Det er i hvert fald ikke fråds at rydde det eksisterende køkken og sætte et nyt op. Men hvilket køkken skal vi vælge? Hvor mange skabe får man for sine penge og er 100.000 nok til at skabe et fedt køkken med de nødvendige hvidevarer, bordplade, vask og alt det der? Jeg håber …

Jeg fornemmer, der også på køkkenfronten er “mærkevarer” – brands som forsøger at skille sig positivt ud ved at være noget andet og bedre end alle de andre køkkenfirmaer. Men altså … et skab er vel et skab og et køkkenskab er vel også bare et køkkenskab, eller?

Ja jeg forstår mig ikke på det. Så når ellers vi en gang har sat underskriften, så skal vi have hjælp til at få tegnet og indrammet det nye køkken. Og nu har vi besøgt køkkenbutikker og set på diverse websites. Jeg tror, vi ender med et Tvis Køkken. Men om det så skal være hvidt, gråt, træ eller noget helt andet, ved jeg ikke. Jeg ved, det ikke skal være højglans, det skal ikke være pangfarve og det skal ikke være mørkt træ. Så langt så godt.

Jeg vil gerne have en vandhane, der kan lave kogende vand, seks kogeplader, et stort køleskab og en masse skuffer. Men så er vi da også i gang, ikke?

Barnedåb, bolig og beskidte gulve

Er du klar over, hvor beskidte gulve man kan få, når man har travlt med at købe ny bolig, planlægge barnedåb og lige skal passe sit job og i øvrigt har to drenge, som slæber sand ind i huset som var de blevet bedt om at tømme Sahara?
Hvis du er i tvivl – de gulve kan blive meget beskidte. Og det begynder at blive pinligt,når  det kravlende barn får en jævn grå tone på sine ben, når han kravler, og ens egne fødder er tættere på sort end hudfarvet efter en dag i bare tæer indendøre. 

Mit liv uden filter …

 Sand, sand, sand. 

Vi har solgt vores hus

Huset er solgt. Vi skal finde en ny bolig, som skal være rammen om vores familieliv.

Burde være nemt, ikke?

Det er det ikke!

Hvor skal huset ligge?

Hvor stort skal det være?

Hvad må det koste?

Skal det være lav-energi?

Skal der være frugttræer i haven?

To badeværelser?

Kælder?

Carport?

Er det ok at bo ud til et vejkryds?

Hvad betyder det, når liggetiden er lang?

Hvornår ved man, at det er DET hus?

Vi søger videre …

Kontrast-sammenfald … men begge skal da drikkes

Det giver lidt mere end et træk på smilebåndet, når man – læs jeg – tager sig selv i at sippe portvin, mens man – læs jeg – læser om Reboot With Joe-juicekur

Altså … jeg mindes, at jeg som ung teenager blev lokket på en eller anden strid fastekur af min mor, fordi jeg endnu en gang skulle forsøge at slippe af med mit “hvalpefedt”. Jeg var 14, og jeg blev møg-syg, ind til jeg fik noget mad. Sådan husker jeg det i hvert fald. Måske dækker møg-syg bare over, at jeg var sulten og fik hovedpine af det lave kalorieindtag?

Detox er the shit, hvis man skal tro alle lovprisningerne på nettet – også selv om kloge folk forklarer, at man ikke kan detoxe sin krop. Altså efter 30 feriedage (ja 30) kan min krop nu godt trænge til en lettere detox. For der er spist is, drukket vin og drinks – og altså lige nu også portvin. Det er da godt nok røget ind sammen med fine mængder af grøntsager og motion, men alligevel …

Så var det, jeg læste om den der juicekur, som flere i mit feed på Facebook og Instagram er sprunget på. Og Guderne skal vide, at det vil være sjovere at være på en portvins-kur, men måske er det ikke så dumt med tre dages juicekur for lige at kickstarte mit ongoing “nu skal jeg være sund, fit og fantastisk”-projekt. Seriøst – jeg bliver 40 og seks måneder. Og gør jeg ikke mere, end det, jeg gør nu, går jeg ind i mit 40-tyvende år fed og fladrøvet. Det skal blive løgn skal det. Jeg skal være 40, fit og med faste balder. Så squat og vægtløft – here I come again …

Først min portvin her på sidste feriedag og så …. måske en tre dages juicekur. Mere tror jeg seriøst ikke, jeg kan magte. Selvom et vægttab på 4-5 kilo på en uge er tillokkende.

Skål!

Rapport fra ferielandet: Går engelske børn aldrig i seng?

Solen bager dagen lang. Alene det giver en formidabel ferie. D-vitaminerne strømmer ind i blodet mange timer dagligt. Vi har ikke foretaget os meget. Tilsyneladende har vi haft brug for at koble helt fra og bare være med børnene.. Og som den store sagde: Det eneste, jeg skal nå, er at spille Yatzy med jer hver dag. Det har vi så forsøgt.

Der er ret mange englændere på hotellet – og glemmer de alt om god opførsel når de rejser ud? Jeg mener, vi er jo ikke på Ibiza med Ung Rejs ….  De larmer sviner og ungerne render ude til alt for sent  – jeg er jo ellers ret pjattet med England, men det klientel, som vi har mødt her, lader meget tilbage at ønske …

Ikke mere brok herfra – jeg har en ferie, jeg skal passe!