Jeg er den seneste uge stødt på mennesker i min nære omgangskreds, som mener, at det er helt okay, at de fortæller mig, at jeg måske bare skulle tage at droppe tanken om at få et barn mere. Mennesker som mener, at jeg har et helbred, som ikke retfærdiggør, at jeg får flere børn.

Jeg lider af Morbus Bechterew – en form for gigt. I perioder er jeg møghammerende dårlig. Men langt, langt de fleste dage er jeg kørende i nogenlunde fin form. Dog med de indskrænkninger, som en stiv lænderyg giver. Men alle dage griner jeg – og lader mig begejstre over alle de spændende ting, mit liv byder på midt i alle udfordringerne.

Mit ønske om et barn mere handler IKKE om, at jeg ikke er glad og tilfreds for det barn, jeg har. Jeg er fuldt ud bevidst om, at det handler om at leve og ikke bare om at overleve. Beslutningen om at få et barn mere er truffet på et oplyst grundlag – speciallægen er spurgt til råds, fysioterapeuten har haft indflydelse og det samme har min læge. Min mand og jeg har snakket frem og tilbage. Det er OS der bestemmer. Ikke sygdommen. Ikke vores omgivelser. Vi er – i al beskedenhed – ret gode til at være forældre og til at være familie. Vores dreng stor-trives. Han er sjov, charmerende, intelligent, kommunikerende og fræk som en slagterhund. Han er kærlig og rolig – hviler trygt i sig selv. Opvokset og opflasket med ro og kærlighed. Og han fortjener en søskende. Vi fortjener at give endnu et barn muligheden for at vokse op i vores hjem. Vores lille familie er fantastisk som den er. Hvordan den vil være med et barn mere, ved ingen af os. Men vi tror på, at det vil blive endnu mere fantastisk – og så kan det godt være, at der kommer nogle udfordringer undervejs … men hvem møder ikke udfordringer?

Faktisk er jeg lidt forundret over, at andre mennesker mener, at de kan tillade sig at blande sig i, hvor mange børn jeg skal have. Det er mit og min mands valg. Det er vores ansvar. Det er vores forpligtelse. Vi tør godt stå ved vores ansvar.